Det er torsdag aften i den 85 år gamle boghandel på Broadway. Jeg venter på, at elevatoren skal føre mig op til tredje sal, der huser de sjældne bøger. En ’hemmelig etage’ hvor skattede førsteudgaver af Hemingway og J.D. Salinger kan erhverves for svimlende summer. Da døren til elevatoren åbner, står aftenens hovedperson forrest med sin berømte husbond ved sin side. Jeg mumler ’sorry’, mens jeg klemmer mig ind mellem dem. Men jeg er faktisk ikke ked af det. For det er ikke hver dag, man får lov til at stå i en sandwich mellem Siri Hustvedt og Paul Auster.
Siri Hustvedts nye essaysamling Thinking Living Looking er inddelt i tre afsnit, som hver især forholder sig til titlen. Således handler essayene under Living om Hustvedts eget liv. Teksterne under Thinking udforsker hukommelse, følelser og fantasi, mens Looking handler om kunst. Jeg er jomfru, når det kommer til Siri Hustvedts forfatterskab. Men den blonde dame med de norske aner har allerede en prominent liste af udgivelser bag sig. Både inden for fiktion og fakta. Til gengæld er jeg interesseret i at møde hendes mand, som (hånden på hjertet) er årsagen til, at jeg sidder blandt førsteudgaver denne aften. Paul Auster har i den grad sat sit aftryk på amerikansk litteratur med sine absurde kriminalromaner, der ikke har noget svensk krimibølge over sig.
I aften er det Siri Hustvedt, det handler om. Konen har formået at skabe sig et navn inden for litteratur, som ikke kun klæber til hendes mand. Alligevel lokker arrangementet med konversation mellem begge, og man kommer ikke uden om, at det er fremragende PR. Siri Hustvedt tager hul på aftenen med oplæsning fra Thinking Living Looking. Jeg sluger et godt gab undervejs, da de elegante ord flyder lidt for mekanisk. Hustvedt er ud over sit forfatterskab passioneret forsker i neurovidenskab, og hun er vant til at tale på akademiske konferencer. Først da emnet falder på hendes mand, vækkes min nysgerrighed.
»Sometimes I like to look at my husband’s face in photographs because he becomes a stranger in the pictures, and object fixed in time.«
Jeg ved ikke, om jeg kan relatere til den påstand. Paul Austers ansigt som et objekt fikseret i tid? Til gengæld er mine øjne fikseret på netop hans ansigt for at se, om jeg kan aflæse en reaktion. Pokerfjæs. Siri Hustvedt fortsætter sin kærlighedserklæring.
»I simply see him, and because I find him beautiful, his unmoving face excites me.«
Man kan kalde Paul Auster mange ting, men smuk er ikke en af dem. Karismatisk ja, med det tilbagestrøgne hår og de lettere udstående, dovne øjne. Han ser ud til at være enig med mig, for han rynker lidt på brynene. I samme øjeblik træder forfatteren Siri Hustvedt i karakter.
»Looking at pornography is exciting but looses its interest after orgasm.«
Endelig krakelerer superwoman, der udover sit speciale i neuropsykologi har en ph.d. i engelsk og en stor interesse for kunst. Alle – inklusiv Paul Auster – griner af den sandhed, der ligger i påstanden. Og måske griner vi, fordi Siri Hustvedt endelig har knappet op for den øverste knap i stramtanteskjorten. Det kan være svært at forholde sig til hendes mange roller. Hvornår er hun forsker, og hvornår er hun forfatter. Thinking Living Looking forener netop akademikeren, forfatteren og den multi-litteratur-konsumerende kvinde (2000 læste bøger om måneden joker hendes mand). Det er da også en stolt ægtemand, der fortæller anekdoter om alt det, hans kone kan.
Mit navn er SIRI HUSTVEDT. Vi øvede det inden, men du fik ikke udtalt det korrekt
»Kan du huske dengang vi var i Madrid, og du ville kigge på Goyas billede i så lang tid, at vi andre gik i cafeteriet. Pludselig kom du farende. Du havde set et ansigt i maleriet, noget som ingen tidligere havde opdaget. Et tohundrede år gammelt maleri, og så ser du noget, som ingen andre har set.«
Billedet er Goyas El Tres de Mayo fra 1808. Siri Hustvedt supplerer mandens erindring.
»Folk glemmer at se. Kunsthistorikere har travlt med alt muligt andet, så de glemmer at kigge på billederne.«
Hustvedt uddyber kritikken i afsnittet Looking. Som interviewet skrider frem finder man ud af, at Hustvedt ikke er bange for at mene noget. Hun har faktisk en mening om alting. Noget ægtemanden tydeligvis fremprovokerer.
»Du har snakket om det hjemme de sidste tredive år, men nu vil jeg gerne have dig til at sige det igen. Hvordan er det at være kvindelig forfatter?” spørger han hende drillende.«
»Det er en fordel at være mandlig forfatter,« griner hun.
»Litteratur er på en måde feminin med digte og poesi, og det kan man vægte som mand. Ligesom en kvindelig fysiker kan skabe en balance i et mandsdomineret fag som fysik. Det er verdens opfattelse, at kvinder skriver en særlig slags bøger, mens mænd skriver mere seriøst.«
Den påstand bliver til myte hos siri Hustvedt. Der er ikke noget chick lit-letvægter over Thinking Living Looking. Bogen rummer korte og længere essays, der forholder sig til livets store tanker. Især Freud er en stor inspiration for Hustvedt, men også Kierkegaard og kunstneren Louise Bourgeois (Edderkoppekvinden). Sågar er der en hyldest til Inger Christensen, som Hustvedt har mødt flere gange.
»She whispers to me in my own writing, a brilliant, fierce literary mother whom I will read and reread again and again.«
Siri Hustvedt forstår kunsten at multitaske. Jeg vil tillade mig at svare på hendes mands første spørgsmål denne aften. ”Hvem er du Siri?”. Siri Hustvedt er en kvinde, der ved hvor skabet skal stå og tør sige det. Ligesom hun som det første korrigerer værtinden fra Strand.
»Mit navn er SIRI HUSTVEDT. Vi øvede det inden, men du fik ikke udtalt det korrekt.«
Man kan ikke sætte Siri Hustvedt i en parentes. Eller i skyggen af hendes mand. Hun står ganske stærkt alene og kan godt lokke mig af sted en anden gang. Også uden mand.