Af omveje befandt jeg mig sidste weekend til en våbenmesse. Min første nogensinde. Jeg var på weekendtur med min kæreste i Saratoga Springs. Turen havde ikke andet formål end at komme ud af New York. Sådan kan man godt have det nogle gange. Joan Didion har sagt, at New York er en by for de unge, at man kan blive for længe ved et karneval.
På hotellet stod et skilt med teksten Gun-Show efterfulgt af en rød pil. Grupperinger af hvide mænd med kasket og camouflagetøj, vandrede i retning af pilen. Nogle havde en aflang taske over armen. Tre timer herfra, på Manhattan, er det ulovligt at bære sådan en taske. Det er nemt at mene noget, at stille sig i det modsatte hjørne, men jeg er vokset op med, at man kun siger sin mening, når man bliver spurgt.
Jeg betalte $8 ved indgangen, hvor en hvid mand med hestehale iagttog mig med sammenknebne øjne. Han havde en ørering med fjer i det ene øre og sådan en halskæde, som kan købes af souvenir-sælgere i alle dele af verden. De andre mænd omkring mig var klædt på til at vandre direkte ind i en hvilken som helst krig. Min lange, blå uldfrakke stak ud blandt de bladgrønne farver.
Da jeg kom ind i hallen, slog det mig, at jeg ved meget lidt om våben. Faktisk intet. Der var borde med hvide duge i lange rækker, hvorpå der lå våben i flere farver og faconer. Der var den klassiske type riffel med brunt skaft, og de mindre pistoler á la Lucky Luke typen. I en glasmontre lå der små pistoler med elfenbensskaft. Der var også en i guld, som ville være enhver mafiaboss værdig.
Længere fremme lå der, hvad man kunne kalde moderne rifler. De var enten sorte eller camouflage-farvede. Sidstnævnte fandtes i to versioner: grøn og pink. Der stod ladies på siden af det pink-farvede gevær. Der var ikke lagt op til leg med køn og identitet.
En pige var i gang med at købe en grøn version til sin kæreste. Hun stod med riflen i begge hænder, mens en mand instruerede hende i modellen. Hun tog den op til øjet og sigtede på mig - hvilket måske var naturligt for hende – selv havde jeg ikke været omkring våben længe nok til at føle mig rolig i selskabet.
»Slap af,« sagde min kæreste, da han så mit ansigt.
»Man kan ikke sigte på folk,« argumenterede jeg. »Tænk nu, hvis der tilfældigvis var en kugle i riflen, som ingen havde set?«
»Jeg er rimelig sikker på, at regel nummer ét her er, at man ikke glemmer en kugle i sin riffel«.
Min kæreste har været på våbenmesse før. I Houston i 1999, hvor der var tale om et meget større foretagende. Dér havde man rullet tanks ind, og flere mænd gik og sparkede til dækkene på dem. Det er i hvert fald, hvad min kæreste har fortalt. Den her våbenmesse var af mindre karakter, forstod jeg.
Vi vandrede rundt fra bord til bord, og folk var venlige, men jeg havde ikke de tilstrækkelige referencer til at indlede en samtale. Hvad er retorikken, når det kommer til våben? Kan man fx sige, at en pistol er flot? Eller stærk? Hurtig? For mig er våben et fuldstændig uudforsket område, men i det land jeg bor i, er det en del af hverdagen for mange. Nogle kalder det endda for en rettighed.
Ved et af bordene lå nogle gamle medaljer. Der var nogle med hagekors på. Der var også en tapperhedsmedalje uddelt til en sygeplejerske efter hendes indsats under 2. Verdenskrig.
»Den er sjælden,« fortalte manden, der solgte den. Der var en rest af noget gammelt og fint over sådan et heltepoint, nåede jeg at tænke, før det gik op for mig, at manden stadig talte til mig.
»Undskyld?« sagde jeg for at få ham til at gentage.
Han gentog, men jeg forstod stadig ikke, og nu kiggede hans to venner også på mig. Jeg blev varm i kinderne.
»Undskyld, hvad?« mit amerikanske sprog var så langt fra hans, og først da han pegede på mit net under armen, gik det op for mig, at han refererede til teksten på siden.
»Jeg elsker Darcy,« læste han højt.
»Er han Darcy?« spurgte en af vennerne og pegede på min kæreste.
»Det ville han ønske,« svarede jeg og fortrød straks min dårlige humor.
»Altså, han er min kæreste, men han hedder ikke Darcy,« min uddybning blev snarere en indvikling.
»Så er det vist på tide at købe en ny taske,« grinede de bag bordet. Deres version af historien var afgjort sjovere end min.
»Darcy er en litterær karakter,« forklarede jeg.
»Nå, det er en litterær karakter,« gentog den ene, mens han daskede den anden på skulderen.
Godt de ikke kunne se titlen på den bog, der lå gemt i nettet under min arm. I Love Dick hedder den, skrevet af Chris Kraus, som en slags moderne feministisk manifest. Dick er navnet på bogens mandlige omdrejningspunkt, men den er selvfølgelig tvetydig, og jeg ville blusse rødglødende, hvis jeg skulle forklare det. Lige her, hvor den ene potensforlænger efter den anden står til skue på de hvide borde.
»Jeg beklager, at jeg var så langsom til at opfatte, hvad der blev sagt,« sagde jeg til mændene, inden jeg gik videre.
»Det skal du ikke tænke på. Vi sidder her hele dagen, og vi elsker at lave sjov med folk.«
I den ene ende af messen huserede anti-demokraterne. Der var t-shirts med teksten: Worst President Ever og:
One
Big
Ass
Mistake
America
For $1 købte jeg en zero dollar seddel, hvor George Washingtons hoved var erstattet af Obamas. Obama havde en cigaret i mundvigen og på bagsiden sad han på et flyvende tæppe. Air Rug One stod der, og langs siderne hang spørgsmålet Is Obama the Manchurian Muslim?
»Skal du ikke have flere end én?« spurgte falskmønteren, da jeg rakte ham $10.
»De er sjove at give som gave«.
Jeg ved ikke, om hans opfattelse af sjov var den samme som min, og jeg nøjedes med at købe den ene.
Til min begejstring så jeg i den modsatte ende flere borde med brugte bøger. Der var tale om en nøje udvalgt samling inden for temaerne våben og krig. Den inkluderede tekniske bøger om brug af våben og bøger om den amerikanske borgerkrig. Der var også et par med cowboy-og indianere på forsiden, samt nogle der omhandlede jagt og natur. Udstillet stod et ensomt eksemplar af Sambo Sahid – en børnebog af forfatteren til Lille Sorte Sambo – og jeg undrede mig over, hvordan den havde forvildet sig ind i våbensamlingen. Der var i øvrigt ikke et eneste farvet menneske på messen, hvilket gjorde det svært ikke at trække en parallel mellem våben og hvide mænd.
Det sidste bord var dedikeret til action. Her stod et par voksne mænd foran en stor skærm. Den ene havde en laserpistol i hånden, med hvilken han sigtede mod en primitiv blå figur, der bevægede sig langsomt over skærmen. Han skød flere gange, og røde cirkler tegnede sig på den blå figur på skærmen.
»Hvor cool er det lige,« udbrød én.
Grafikken var i 2D.
»Supreme software,« konstaterede min kæreste tørt og øjnede et potentielt marked. Jeg ved ikke, om en software-opdatering ville være tilstrækkelig, tænker jeg, mens jeg ser dem skyde videre.
»Boys will be boys,« var den passende kommentar fra en forbipasserende.
Vi bevægede os ud i kulden uden at sige noget til hinanden. Mit forhold til våben var stort set det samme, som da jeg kom. Oplevelsen bød ikke på nogen større åbenbaring, og med Darcy under armen ved jeg, at det første indtryk sjældent rummer hele sandheden.