Det er svært at slå en prut i Jægersborggade uden, at den ender på forsiden af Politikens IByen tillæg. Alligevel har Rubæks Bøger formået at åbne lokaler i Københavns mest hypede gade uden den mindste fanfare. På ATLAS ruller vi dog gerne den røde løber ud for Morten Rubæk, der har turde satse på gamle bøger i en tid, hvor mange selvstændige lukker og slukker.
Rubæks Bøger kan i disse dage fejre 1 års fødselsdag. Mantraet Eat Read Sleep Repeat dekorerer antikvariatets forude, og Morten Rubæk er uden tvivl en belæst herre. Butikken rummer et stort udvalg af skønlitterære klassikere, og mange af dem er på originalsproget, da de hentes hjem fra London og Berlin. Der er tale om særdeles velholdte eksemplarer uden for mange understregninger og æselører.
Derudover udmærker Rubæks Bøger sig ved altid at have te på kanden til kunderne (eller kaffe hvis det er Mortens søde kæreste Tilde, der betjener butikken). Den slags gratis tiltag skaber god karma og går lige i hjertet på ATLAS’ udsendte. Der er ikke noget som en lille forfriskning, mens man bladrer gennem verdenslitteraturen. Priserne er mere end rimelige, og alle krimier sælges for tyve kroner stykket. Det er nemlig ikke Morten Rubæks foretrukne genre. Her kommer hans bud på februars læsning:
Det vil jeg anbefale:
»Jeg er forfærdelig glad for Per Petterson. Den der hedder I Kølvandet (2001), har jeg lige læst på en aften sammen med en flaske rødvin. Den er helt fantastisk. Og så er jeg også meget glad for Murakami, men det er de fleste jo. Derudover kan jeg anbefale en forfatter, der hedder Michael Chabon, som er en af de der New York forfattere. Han har blandt andet skrevet Wonder boys (1995). Så er der den danske forfatter Poul Vads Kattens Anatomi (1978), som ikke handler så meget om katte haha. Skal jeg bare remse op? Tomas Espedals Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv (2007) er også helt fantastisk!«
Det vil jeg ikke anbefale:
»Jeg læser ikke rigtigt krimier. Det gider jeg sgu ikke. De er sikkert gode, men jeg læser dem ikke. Men ellers så læser jeg nærmest alt, hvad jeg overhovedet kan få fingre i. Chick-lit er jeg ikke meget for, men jeg har læst Nynnes Dagbog, og den var da skæg. Jeg kan ikke udelukke nogen genre«
Det læser jeg lige nu:
»Jamen lige nu læser jeg faktisk Tomas Espedal, og så er jeg også i gang med Jonathan Lethems forrige bog, som hedder You don’t love me yet (2007). Murakamis 1Q84 (på dansk 2012) er jeg lige blevet færdig med, og den var også rigtig god.«
P.S. Har du lyst til at fejre Rubæks Bøgers 1 års fødselsdag, så kig forbi antikvariatet d. 25. februar til en lunken dåsepils. Dørene står åbne og alle er velkomne.
RUBÆKS BØGER
Jægerborgsgade 31, 2200 Kbh. N, Tlf. 22262613
Åbningstider: ons-søn 12-17.