Louisianas Litterære Lejrskole

Christian Lund har plantet mig i skyggen i det, der om kort tid forvandles til festivalens VIP-område. Vi har Øresund i forgrunden og museets bådehus i baggrunden. Her kan forfatterne hænge ud i ly for publikum eller tage sig en dukkert i pausen. Christian Lund slænger sig i en havestol foran mig, og jeg påpeger, at situationen ligner en psykolog med sin patient på briksen. Det griner vi lidt af, men jeg har faktisk intentioner om at spørge til Christian Lunds tænkning. Jeg vil gerne finde forklaringen på, hvordan man i en krog af Danmark kan skabe en litteraturfestival, der giver international genklang på blot få år.

Jeg arbejder selv for en litteraturfestival i New York (PEN World Voices Festival), hvor de taler om dig.

»Nå, gør de det? Hvad siger de?«

Jamen de er alle sammen misundelige over, at du har såden nogle gode ‘lokaler’. I New York er mange festivaler spredt ud over byen, og det bliver ofte noget logistisk rod. 

»Jamen, det her sted er klart en fordel. For selv når der ikke er festival her, er det et helt fantastisk sted og folk bliver i godt humør af bare at være her. Der er en energi på stedet i forvejen, ladet af kunst,« forklarer han. 

Den energi, Christian Lund taler om, har ladet museet siden 1958, hvor kunst i verdensklasse har fundet vej til Humlebæk. Men der har også været en masse vibrationer omkring de mennesker, der har bevæget sig ind og ud af museet, og koblingen til det litterære miljø er ingen nyhed. Karen Blixen, Ole Wivel og Thorkild Bjørnvig var venner af museet, og Christian Lund er ikke i tvivl om, at ord og billeder kan noget, når de præsenteres i en sammenhæng.

»Forfatterne kommer med ordene, og der er derfor et sammenspil mellem det komplekse, visuelle, stærke udtryk og så et ligeså stærkt verbalt udtryk, som forfatterne kommer med, og den kobling er utrolig givtig.«

Om kort tid præsenterer 44 forfattere deres ord blandt museets værker. I fire dage fyldes området med oplæsninger, interviews, musik og performances af forskellig art. Der er noget for enhver smag, men først og fremmest er der lagt vægt på kvalitet. For Christian Lund går ikke på kompromis, når han sammensætter programmet. Han anvender samme fremgangsmåde som museet bruger, når de udvælger kunst til deres udstillinger; et såkaldt ‘sauna-princip’ som museets stifter Knud W. Jensen har døbt det. Her ‘lokker’ man publikum med hotte, velkendte navne, mens man samtidig giver plads til det smalle. Louisianas publikum er derfor vant til også at åbne sig for noget nyt og ukendt.

»Jeg tænker, at programmet helst skal henvende sig til nogle forskellige typer mennesker. Det vil sige, at der skal være noget hver dag, som jeg selv har lyst til at se, der skal være noget hver dag, som min mor har lyst til at se, og der skal være noget hver dag, sådan en som dig, har lyst til at se. Men alle programpunkter er lavet ud fra mit hjerte, hvad jeg selv synes virker spændende,« forklarer han, mens han bladrer i det festivalprogram, han har foran sig. 

»Hvis man for eksempel kigger på fredagens program, så er Herbjørg Wassmo sådan en, som min mor gerne vil se. Så vil jeg for eksempel gå over og høre Pia Juul læse op,« forklarer han og henviser til, at arrangementerne foregår simultant. Man må derfor vælge efter interesse, for man kan ikke nå at se det hele.

»Har man så hørt Wassmo, så kan man så gå videre til Roy Jacobsen, mens dem der var ovre at høre Pia Juul, de kan fortsætte med at høre Josefine Klougart. Efter hende kommer Lena Andersson, og det er svært at sige, om hun er bred eller smal.« 

Jamen, hende tror jeg faktisk, at jeg ville gå over og høre.

»Netop, og så er der Lydia Davis, som jeg også vil sige er smal. Fordi der ikke er så mange, der kender hende herhjemme, selv om hun er en meget stor forfatter.«

Lydia Davis er et af de navne, som Christian Lund ser særligt frem til på dette års festival. Selv om han ikke er meget for at fremhæve enkelte dele af programmet, så er han stor fan af Lydia Davis og hendes kortprosa, og han interviewer hende selv på scenen under fredagens program.

Forfattermageren    

Vi sidder med hvert vores festivalsprogram i hånden. Det indeholder månedsvis af hårdt arbejde og i nogle tilfælde flere års korrespondance med forfatterne. Det hele kulminerer med i omegnen af halvtreds events fra torsdag til søndag. 

»Jeg kan godt love dig, at det er svært at lave programmet. Jeg bruger virkelig blod, sved og tårer på det. Det ser let ud, men det er ved at tage livet af mig hvert år.«

Det er der ikke noget at sige til, for Christian Lund arbejder mere eller mindre solo. Ud over en praktikant og en koordinator til at tage sig af det praktiske, mødes han jævnligt med journalisten Synne Rifbjerg, for at »ping-ponge« ideer med hende. For »når man laver noget, der er socialt, så skal man ikke sidde med det hele inde i hovedet,« konstaterer han. Grundig research er fremgangsmåden, og Christian Lund bruger den information, han finder frem til både i programlægningen og i sine invitationer til forfatterne. Det var for eksempel kommet festivaldirektøren for øre, at den australske forfatter, DBC Pierre, var glad for danske pølser. I sin invitation til forfatteren skrev Christian Lund derfor, at han havde bestilt en pølsevogn til at stå foran museet under festivalen. DBC Pierre takkede ja, og bestilte i samme mail to ristede med brød. 

Christian Lund tænker især over kemi og bestræber sig på at skabe den bedst mulige energi, når han sammensætter festivalen. Det er vigtigt, at forfatterne får en god oplevelse på scenen, for det smitter af på publikum. Han gennemgår nogle af weekendens arrangementer, så jeg kan få en fornemmelse af hvilke overvejelser, der ligger bag.   

»Margaret Atwood og Sjón har jeg sat sammen, fordi de begge to skriver ud fra myten. Så har jeg sat Philipp Meyer sammen med David Mitchell, da de er jævnaldrende og begge har et bud på den nye historiske roman. Så har jeg sat Teju Cole sammen med Michael Ondaatje. Ondaatje er jo Teju Coles helt store helt, og han har skrevet en hyldest til ham i The New Yorker,« fortæller han og fortsætter. 

»Jeg har sat Lena Andersson og Herbjørg Wassmo sammen, fordi det handler om kærlighed og fordi de begge er to stærke kvinder, og så er det nordisk. Jeg har også sat Hanne-Vibeke Holst og Nielsen sammen, fordi de kommer fra hver sin side. Altså Nielsen han er sådan avantgarde, besværlig og kantet, men vil alligevel gerne have mere opmærksomhed, og det har Hanne-Vibeke Holst, men hun vil gerne have mere litterær opmærksomhed. Så de har begge en interesse i hinandens felt, og derfor er de to sat sammen.«

Det er her en litteraturfestival viser, hvad den dur til. Er programmet skruet godt sammen udfoldes der enestående øjeblikke på scenen, som giver publikum mulighed for at opleve forfatterne i konstellationer, der ligger uden for bøgerne.   

Festivalens DNA  

For der er selvfølgelig dem, der mener, at bøger skal læses ikke høres. Christian Lund har selv været skeptisk over for konceptet litteraturfestival.  

»Dengang jeg blev spurgt, om jeg ville lave festivalen af Louisianas direktør Poul Erik Tøjner, så spurgte jeg mig selv: Hvad synes jeg egentlig selv om festivaler? Jeg kom frem til, at det egentlig ikke rigtigt er mig. Fordi jeg kan godt lide at være i enerum med forfatterne, altså det er man jo, når man læser, ikke? Al det der begivenhedskultur, det er jeg ikke særlig vild med,« siger han og tilføjer:

 »Når der er store menneskemængder, der går efter et eller andet, så plejer jeg ligesom at miste lysten.«

Måske er det årsagen til, at hverken Christian Lund eller Poul Erik Tøjner, har intentioner om at udvide festivalen. Trods successen holder de fast i, at Louisiana Literature er noget eksklusivt. Festivalen skal forblive en hyldest til forfatterne, litteraturen og museets gæster.

Trods sin skepsis over for ideen om en litteraturfestival takkede Christian Lund ja til jobbet som festivaldirektør i 2009. Han tænkte især over, hvordan han kunne skabe den intime, én-til-én-relation med forfatterne, som han selv holder af, når han læser. 

»Og så tænkte jeg, mange museer har jo audioguides, kunne man ikke bruge det til noget?« 

Ideen om at lave Lydtur opstod og han henvendte sig til forfatteren og radioproducenten Pejk Malinovski. Lige siden starten har festivalen inviteret otte af festivalens forfattere til at skrive om et af museets kunstværker eller et særligt sted på museet. Disse tekster produceres som lydture, der kan opleves via iPods på festivalen. For eksempel har Pia Juul lavet en lydtur med udgangspunkt i en af museets Giacometti figurer. Den starter med sætningen: »Jeg ved godt, at jeg er for tynd« og så folder den sig ud som en tekst om spiseforstyrrelser. Christian Lund kalder disse lydture for »festivalens DNA«.

»Det er fordi det er nyskrevne, litterære  tekster, hvor forfatterne går i interaktion med stedet her, og der sker en sammensmeltning af kunst og litteratur. Det er til at opleve på stedet her, og det er noget eksklusivt.«  

Christian Lund fortæller, at Teju Cole til dette års festival har lavet en lydtur, der er stærkt inspireret af den svenske digter Tomas Tranströmer, som han beundrer. Islandske Sjón har skrevet en efter sigende fantastisk tekst om en Henry Moore figur, og danske forfattere som Nina Malinowski og Lone Aburas er også at finde på de fem til otte minutters lydklip rundt omkring på museet. 

Mig og mine venner 

Selv om Christian Lund er den drivende kraft bag festivalen, så har han og museets gode netværk været en del af årsagen til succesen. 

»Første år deltog Günter Grass, som er en gammel ven af museet, og han kom gerne og hjalp ved at lægge sit navn til.«

Så er der de tilfældigheder, der gør, at man er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. I 2011 mødte Christian Lund Rhonda Sherman til et cocktailparty på taget af Hotel Ink48 i New York. Rhonda Sherman leder litteraturfestivalen for det hæderkronede magasin The New Yorker. Inden aftenen var omme, blev det besluttet, at hun skulle besøge Louisiana og samtidig tilbød hun adgang til hendes eget netværk i New York. Året efter stod Junot Díaz og Gary Shteyngart på deltagerlisten til Louisiana Literature. 

»Man bygger jo hvert år på foregående års meritter,« forklarer Christian Lund.

Hvert år præsenterer han et imponerende line-up af internationale forfatterkometer i Humlebæk. Den finske bestsellerforfatter Sofi Oksanen har udtalt, at Louisiana Literature er en af de bedste festivaler, hun har deltaget i. Det samme gælder amerikanske Jonathan Safran Foer. Rockpoeten Patti Smith udbrød »Hvordan fanden har du skabt det her på bare tre år?« få minutter efter hun ankom til museet, og det er ikke mærkeligt, at flere forfattere føler, de har været på fire dages ferie, når de forlader festivalen. De får VIP-behandling fra de lander i lufthavnen til de vinker farvel. 

»Min drøm er, at det her er forfatterenes festival, og det kan du formodentlig også mærke, jeg har sagt. Det er forfatternes præmisser, det hele foregår på, og det er dem, vi fejrer. Det handler om at folde det fantastiske, de skriver, ud og samtidig fat i folk og få dem til at åbne sig for det,« slutter han. 

Om få dage sætter det tomme lokale den litterære dagsorden i Humlebæk, når forfattere og branchefolk slår lejr. Inden vi siger farvel, viser Christian Lund mig inden for i bådehuset. Det står halvtomt og dufter også lidt af lejrskole, men snart er det her Christian Lund og Louisianas litterære vennekreds udvides.