I min bogreol finder man Letters Home (1975). Et udvalg af de tusindvis af breve Sylvia Plath sendte sin mor i perioden 1950 til 1963. Har man læst Sylvia Plaths roman The Bell Jar (på dansk Glasklokken 1975), så har romanens hovedperson Esther en del ligheder med den unge Sivvy, der er brevenes afsender. Letters Home tegner et portræt af en ung kvinde med forventninger til sig selv og livet. Plath bakser med store og små tanker, men det lykkes hende ikke at tæmme sin indre djævel. Det sidste brev er dateret til 4. februar 1963, en uge før forfatterens selvmord. Her er Plath blevet alene med børnene og kæmper med depressionen efter skilsmissen fra forfatteren Ted Hughes.
Det er muligt, at min brevsamling får selskab i reolen. Der er netop udkommet to biografier om Plath. Ikke fordi de mangler, der findes rigeligt litteratur om Plath i forvejen, men fordi det er 50 år siden, at forfatteren tog sit eget liv. Det morbide jubilæum giver anledning til atter at bringe Plath på banen, og det har den amerikanske veteran inden for biografier Carl Rollyson, samt den britiske journalist Andrew Wilson benyttet sig af. Rollyson er aktuel med American Isis: The Life and Art of Sylvia Plath. Han har tidligere skrevet om kvinder som Marilyn Monroe og Susan Sontag, men har nu kastet sig over legenden Sylvia Plath for at vise en anden side af forfatteren. Rollyson siger selv om sit valg:
»When I began work on my biography of Sylvia Plath, I was determined to depict a joyous, triumphant side of her that is at odds with the legend of the doomed, suicidal poet.«
Rollyson ønsker med andre ord at vise den glade side af Sylvia Plath. Det er hans pointe, at Plath primært er kendt for sit dystre sind. Rollyson hævder, at hun havde en glæde ved livet, som er overset. Om Plaths selvmord udtaler han:
»I would argue that this was a great woman and a great artist who did not end her life because she had no joy. Rather, she killed herself because the world she had come to know did not offer up enough of the joy she had bestowed upon it.«
Britiske Andrew Wilson forsøger sig med en anden tilgang til Plath i bogen Mad Girl’s Love Song. I stedet for at koncentrere sig om årene før hendes død, fokuserer Wilson på de tidlige år. Han har foretaget en del research, interviewet venner og bekendte, gransket breve, dagbøger, noter osv. Helt ned til listen over julegaver, som Plath modtog i 1943. Det er diskutabelt – selv ud fra en freudiansk tilgang – om dette er brugbar viden. Men forlaget lokker med, at flere af de interviewede ikke har udtalt sig tidligere.
Man kan håbe, at både Rollyson og Wilsons biografier bidrager med ny viden om legenden Plath. For med eller uden jubilæum, så forbliver Plaths forfatterskab interessant og relevant. Som Rollyson skriver; ”Sylvia Plath is the Marilyn Monroe of modern literature”. Mere amerikansk bliver det vist ikke.
Jeg vil benytte dette 50 års jubilæum til at hive brevene ned fra reolen og sende en kærlig tanke til en af litteraturens store heltinder.
Læs New York Times anmeldelse af de to biografier her. The Guardians uddrag af Wilsons Mad Girl’s Love Song. Og Rollysons egne ord her.