Kvinder uden mænd er fremtidens superhelte

»Jeg troede ikke, at bogen ville blive opfattet helt så politisk, som den er blevet.« Rebecca Traister lyder forpustet over telefonen, da jeg fanger hende en tidlig fredag morgen. Hun er på vej til møde på Manhattan og går mellem avenuerne, mens hun fortæller, at det er en »crazy« periode lige nu. Hun har netop færdiggjort to ugers turné i USA med sin nye bog All the Single Ladies – Unmarried Women and the Rise of an Independent Nation. Både amerikanske og internationale journalister har stået i kø for at tale med hende, og bogen er allerede på top fem over feministiske værker i 2016 ifølge The Independent.

Rebecca Traister er uddannet journalist og har i mange år arbejdet for New York Magazine. I 2010 debuterede hun med bogen Big Girls Don't Cry: The Election that Changed Everything for American Women. Her går hun bag om kvindelige politikere og deres kampagner under det amerikanske præsidentvalg i 2008. I All the Single Ladies zoomer hun ud og præsenterer et større billede af kvinder, der lever uden mænd. Hun vender hver en sten i historien om, hvordan kvinder har stået på skuldrene af hinanden, således at enlige kvinder nu er en af de mest indflydelsesrige grupper, når det kommer til Amerikas fremtid. Det var singlekvinder, der hjalp Obama med at vinde det amerikanske valg i 2008. »They voted for him by 67 to 31 percent, while married women voted for Romney,« skriver Traister. Traister har interviewet omkring hundrede kvinder som del af sin research, og deres individuelle historier bliver en brik i bogens samlede puslespil over singlekvinder som fænomen. Alligevel er det det politiske aspekt, mange journalister og anmeldere har hæftet sig ved.

»En stor del af det, jeg ønskede at gøre med bogen, var at anerkende de forskellige, komplekse liv – fulde liv – som leves af kvinder, der ikke er gift,« forklarer hun. Men timingen for udgivelsen har gjort den til et værktøj i politiske diskussioner: Amerikanerne skal vælge en ny præsident, og singlekvinders indflydelse på valget kan allerede spores i de enkelte kampagner. Bernie Sanders krediteres ofte for at hive den demokratiske debat til venstre, men Traister mener, at forklaringen skal findes hos singlekvinderne.

»Jeg tror ikke, at det er Bernie, som trækker partiet til venstre. Jeg tror, at partiet trækker til venstre på grund af en stærkere socialøkonomisk politik, som passer bedre med den måde, amerikanere indretter deres liv på i dag,« forklarer hun, og hæfter sig ved Bernie Sanders.

»Folk har haft ret svært ved at forklare hvorfor – her er der en mand, som har været her i evigheder – en ældre, hvid mand fra Vermont, hvis retoriske stil er totalt uinspireret – som har trukket en enorm støtte i et land, som historisk set aldrig har været særlig varm over for socialisme.« Traister synes at stoppe op for at understrege sin pointe.

»Det er min opfattelse, at folk har været forundret over det i måneder, og jeg tror, at en af årsagerne til, at de har vist interesse for de argumenter, jeg fremlægger i bogen, er fordi det på en måde giver en forklaring på, hvordan vi er havnet her. Jeg tror på, at vi har brug for en ny social og økonomisk politik, som ligger tættere på den nordiske model, og det er det, som Bernie Sanders lægger stemme til.«

Med andre ord: når omkring halvdelen af amerikanske kvinder forbliver ugifte, er den konservative amerikanske tankegang - som sikrer kvinder økonomisk og socialt gennem ægteskabet - forældet. Traister taler for en ny indretning af samfundet, og hun afslutter All the Single Ladies med et appendiks, der i punktform lister alle de områder, hun synes kræver opdatering for, at »det stigende antal af singlekvinder i Amerika kan komme frem i verden.« Listen rummer mange af de ting, man som dansker tager for givet: gratis sygehusvæsen, barselsordning for mænd og kvinder, betalte sygedage og adgang til prævention. Men for de fleste republikanere lyder Traisters ’ønskeliste’ som en by i Rusland, og en anmelder i et konservativt magasin har kaldt hende for »Commie«, griner hun.

»Jeg er i stigende grad – som bogen synker ind – begyndt at få e-mails og beskeder fra folk, som kalder mig en forfærdelig dum kvinde, som hader mænd og hvide mennesker.« Sidstnævnte anklage skyldes muligvis kapitlet For Poorer: Single Women and Sexism, Racism, and Poverty, hvor race og klasse bliver en del af diskussionen. Traister påpeger her, hvordan hvide forbilleder for 1970’ernes anden bølge af feminisme - som eksempelvis Betty Friedan – undgik at inkludere deres sorte medsøstre.

Kvindekamp

For nyligt skabte et andet ikon fra 1970’erne, den 81årige feminist og aktivist Gloria Steinem, overskrifter efter en kommentar om, at unge kvinder støtter Bernie Sanders for at »møde drenge.« Kommentaren faldt i kølvandet på en opsang til unge kvindelige vælgere fra USA's første kvindelige udenrigsminister, den nu 78årige Madeleine Albright: »We can tell our story of how we climbed the ladder, and a lot of you younger women think it’s done,« sagde hun til et vælgermøde for Hillary Clinton, hvorefter hun gentog sit berømte statement: »There’s a special place in hell for women who don’t help each other!« Begge kvinder har siden undskyldt for deres kommentarer, som de mener er blevet misforstået. Debatten afslører dog den afstand, der er mellem yngre og ældre amerikanske kvindelige vælgere. En afstand, der især volder Hillary Clinton problemer.

»Jeg tror, der er tale om en form for oversættelsesproblem,« siger Traister, da jeg spørger ind til konflikten. »Hun prøver at bygge bro mellem to æraer i USA, hvoraf hun voksede op i den ene og nu forsøger at blive en historisk, skelsættende figur i den anden.« Hillary Clinton har været trofast kone til en (mindre trofast) mand hele livet. En mand, hvis politik, hun står til regnskab for i dag, om hun vil det eller ej. Selv om Hillary Clintons egalitære ægteskab blev anset for moderne engang, så »tilsidesatte hun sin professionelle karriere for hans. Hun levede på mange måder som en traditionel og støttende kone. Og nu er det så, at hun ønsker at udføre det historiske job, det er at blive kvindelig præsident, men det sker i en æra, hvor de valg hun tidligere har truffet giver mindre mening end nogensinde for mange af de unge kvinder, som hun ønsker skal stemme på hende.«

Rollen som loyal hustru har ingen værdi for moderne kvinder. Trods yngre feministers opbakning, som for eksempel fra Lena Dunham, er det stadig ikke lykkedes for Hillary Clinton at opnå den pondus, hun havde håbet blandt unge, kvindelige vælgere. »Det er uforståeligt for en generation af kvinder, som måske ikke har så klar en idé om, hvad det har betydet historisk,« siger Traister. Den yngre kvindelige målgruppe er måske også den, der vil få mest ud af at læse All the Single Ladies. Bogen har et langt historisk perspektiv med velkendt information for folk med gennemsnitlig viden om feminismens historie. Til gengæld bevæger bogens anden halvdel sig ind på nye områder som æg-frysning, venskaber som erstatning for ægteskabet, race og fattigdom. Bogen fordyber sig aldrig i de enkelte kapitler – man kan snarere tale om, at den ridser i overfladen af de forskellige diskussioner – til gengæld vinder den på sin research og de argumenter, der præsenteres gennem de kvinder, der interviewes. For eksempel er der en mindre diskussion af begrebet single.

-Jeg har tidligere interviewet den canadiske forfatter Christine Overall i forbindelse med hendes bog 'Why We Have Children'. Hun diskuterer ordet barnløs, som hun mener er et negativt begreb. Hvad er dine overvejelser i forbindelse med ordet single?

»Det er interessant, fordi jeg bruger det i titlen og hele vejen gennem bogen, fordi det er anvendeligt. Men det afspejler faktisk ikke virkeligheden for mange ugifte kvinder. De er langt fra single, men engageret i alle mulige ting, som gør, at de ikke er alene i verden. Ensomhed kan jo også eksistere inden for et ægteskab.«

Traister påpeger, at det er svært at finde et ord, der er dækkende for alle de variationer af kvindeliv, som hun præsenterer i bogen. Der findes mange nedladende udtryk: en Fox-kommentator har kaldt gruppen af single, kvindelige vælgere for »Beyonce voters«. Forfatteren Kate Bolick forsøgte i 2015 at tilbagetage det engelske ord ’spinster’ –hvilket på dansk kan oversættes til gammeljomfru – uden succes. Rebecca Traister står ved begrebet ’single’. Alt andet ville være »hyklerisk,« siger hun. Man kan også argumentere for, at titlen har et særligt chick-lit-blikfang med reference til en sang, som stort set alle singlekvinder kan nynne med på. »If you liked it, then you shoulda put a ring on it,« synger Beyonce. Rebecca Traisters bog er dokumentation for, at det behøver du ikke. Kvinder er i dag frie til at indrette sig på alverdens måder, og man kan kun håbe på, at de har ligeså stor magt som ved præsidentvalget i 2008, så vi kan kalde dem for wonder women. Uden opbakning fra enlige kvinder vil Donald Trump nemlig ikke have en chance.