Der er skrevet uendeligt mange artikler om Ernest Hemingway. Hans minimalistiske sætninger og omfangsrige færden er gransket til hudløshed. Ligeledes har Pennen, der overvejer det mindste semikolon, inspireret generationer af efterkommere. Herhjemme har nyere forfattere som Helle Helle og Kirsten Hammann fået et Hemmingway stempel på deres forfatterskab, fordi der siges meget lidt og så alligevel en hel masse. Stilen har Hemingway selv så berømt sammenlignet med et isbjerg. Her er toppen beklædt med fakta, mens historien findes i alt det usagte, der gemmer sig under overfladen.
På samme måde har omverdenen og eftertiden måtte afkode personen Hemingway. Historier om krigshelten, der kunne drikke whisky på havregrøden og stadig skrive med misundelsesværdig disciplin, og storvildtsjægeren, der elskede at fiske og afskyede offentlighedens opmærksomhed, har givet et eftermæle, der både klinger machomand og mandchauvinist. Netop derfor er første bind af The letters of Ernest Hemingway 1907-1922 en kærkommen nødvendighed, fordi den tegner et mere komplekst billede af manden med de få ord. Som den voluminøse udgivelse afslører, så var brevskriveren Hemingway knap så fåmælt som forfatteren Hemingway.
Det første bind rummer breve fra en ganske ung Ernest, der skriver kærligt til sin far. Dertil kommer skriverier til kærester, venner og familiemedlemmer, der alle vidner om en familiær og følsom herre. Sproget er frit, humoristisk og eksperimenterende med forkortelser som »Dear Fambly«, »toodle-oo«, »very dear love to all of yez« og politisk ukorrekte slangudtryk som »nigger gin« - brændevin af ringe kvalitet – der løber gennem blodet på en forelsket, men forladt Hemingway. Dertil kommer signaturen som varierer fra Ernie, Hemmy, Hem, E.M.H og andre mindre gennemskuelige udgaver.
Hemingway brugte brevskrivningen som en slags datidens Facebook. En overspringshandling, som trods alt indeholdt skriveri. I et af sine mange breve til kollegaen F. Scott Fitzgerald skriver han:
»Or don’t you like to write letters? I do because it’s such a swell way to keep from working and yet feel you’ve done something.«
Hemingway brugte brevskrivningen som en slags datidens Facebook. En overspringshandling, som trods alt indeholdt skriveri.
Hemingway opfordrede desuden altid sine omgivelser til at skrive til ham. Hans breve fortæller, at han hungrede efter nyheder og sladder, når han var langt væk hjemmefra. I 1925 tilbragte han vinteren i Schruns, Tyrol, med sin daværende kone Hadley.
»Write me here. Letters are tremendous events in Schruns. I can write a better letter when I’ve one to answer.«
I et andet brev skriver han:
»It is Sunday today so there isn’t any mail. And by the way if you ever write letters for god’s sake write to us down here. We have a swell time but letters are terrible exciting things in Schruns…Write me a letter. I wont turn out such a dull mess as this again. Tell me the dirt. We miss Scandal very much here.«
Alt det Hemingway holder under overfladen i sit forfatterskab, slipper han løs i sine breve. Længsler, affærer, sladder fra Paris og hverdagens tanker bliver luftet. Derfor giver brevene ikke blot et indblik i Hemingways liv, men også den tid han levede i. Var man opslugt af A Moveable Feast (1964), og drømte man sig væk i Woody Allens Midnight in Paris (2011), kan man smuglæse den del af bind 1, hvor Hemingway opholder sig i Paris. Her er breve til Gertrude Stein og hendes bedre halvdel Alice B. Toklas. De følgende bind supplerer eftersigende med navne som Pablo Picasso, Ingrid Bergman og Marlene Dietrich.
Og hvad ville den kære Hemingway have sagt til denne finkæmning af hans privatliv? Han var formegentlig gået bersærkergang. Hemingway kæmpede nemlig indædt for, at hans breve aldrig skulle udgives offentligt. I 1929 mærker han en stigende interesse for sin person og skriver derfor til sin mor.
»If anyone ever wants to interview you about me please tell them that you know I dislike any personal publicity and have promised me not to even answer questions about me. Don’t ever give out anything. Just say your sorry but you can’t.«
I 1958 efterlader han en konvolut i sin sikkerhedsboks med teksten »Important/ To be opened in case of my Death«. Konvolutten indeholder en note, hvori der står: »To my Executors: It is my wish that none of the letters written by me during my lifetime shall be published. Accordingly, I hereby request and direct you not to publish, or consent to the publication by others, of any such letters.«
Med 15 bind søsat er dette et forlist ønske. For den moderate fan er den komplette samling unødvendig, selv om den tager sig flot ud i bogreolen. Første bind er interessant, fordi det giver et nyt og personligt indblik i et upersonligt menneske. Læseoplevelsen kan sammenlignes med den begejstring, som Hemingway oplevede, når han modtog breve fra venner og bekendte; nyhederne fra hverdagen, fortroligheden og ikke mindst underholdningsværdien. Dertil kommer sproget, der rammer hele isbjerget, i stedet for kun at svæve oven vande, og det bliver Hemingway ikke dårligere af. Tværtimod efterlader bind 1 mest af alt én med lysten til at læse eller genlæse forfatterskabets klassikere.