»Er det et memoir?«
Litteraturredaktøren fra magasinet The Paris Review, stiller Karl Ove Knausgaard aftenens første spørgsmål. Vi sidder bænket om forfatteren og intervieweren i Manhattans Chelsea kvarter, hvor boghandlen 192 Books har inviteret nordmanden til at læse op fra My Struggle.
Er det muligt at trænge ind på det amerikanske bogmarked med en indadvendt historie, der foregår i en lille flække i Norge? Det er i hvert fald lykkedes for Karl Ove Knausgård at komme ind i varmen hos det hæderkronede magasin The Paris Review. Feinschmeckerbladets litteraturredaktør, Lorin Stein, indleder aftenen i 192 Books med at fortælle, hvor »amaaaziiiing« Karl Ove Knausgård er. Forfatteren selv lader sig ikke smigre af de pæne ord, da han køligt fejer aftenens første spørgsmål af vejen.
»Jeg interesserer mig ikke for det spørgsmål«
Kontrasten mellem den amerikanske facon og den norske træmand er slående i denne konstellation. Mange ord versus få. De detaljerede beskrivelser, man finder i romanerne, er fuldstændig fraværende i det talte sprog. Knausgaard er ikke en mand, der taler for sjov skyld. Til gengæld afslører de seks bind, at han reflekterer over de mindste ting, og måske går det op for ham, at det kontante svar lyder hårdere, end det er ment. I hvert fald uddyber han et par sekunder senere.
»Et memoir kan man læse op fra uden at rødme,« forklarer han, »det kan jeg ikke med Min Kamp,«
I bøgerne vender forfatteren vrangen ud på sit inderste. Han skriver om tanker og følelser, som han aldrig har delt med andre. Bogens personer er virkelige, det samme gælder for begivenhederne. Alligevel fastholder Knausgård, at der er tale om en roman, som er skrevet ud fra hans erindringer. Da han begyndte at skrive på det, der senere blev første bind ud af seks, huskede han omkring ti episoder fra sin barndom/ungdom. Herfra voksede historierne, mens han skrev.
»Jeg havde én note fra, da jeg var 18 år og begyndte at skrive. Noten lød ’øl i sne’. Det var den eneste note, jeg havde om den hændelse. Det var svært at skrive 100 sider om den ene episode, der blev hele plottet. Det var svært og dumt, følte jeg.
Jeg prøvede at skrive om min fars død i fire år, men jeg kunne ikke. Den historie med øl i sneen gjorde det muligt. Der var noget i den, der kunne få den anden historie frem.«
Knausgaard startede projektet med et mål om fem skrevne sider om dagen. De fem sider blev hurtigt til ti og nogle gange tyve sider i døgnet. Det tog ham otte uger, at skrive de første tyve sider af bind 1, da »de skulle være perfekte«. Senere skrev han hele femte bind på otte uger. Således blev én note til én bog, som voksede til seks bind. Det, der skulle have været en bagatel i et forfatterskab, blev til et hovedværk.
Knausgård fortæller, hvordan han tror på intuition, når han skriver. Scenerne opstår i øjeblikket, og han omtaler arbejdet med Min Kamp som et projekt. Et projekt, hvor forfatteren testede sig selv og sine fordomme over for, hvad god litteratur er.
»Den simple stil var enkel at praktisere. Jeg prøvede at overkomme min trang og lyst til at være intelligent ved at skrive så hurtigt som muligt«
Projektets hastighed efterlader værket med gode og mindre gode passager, noget som Knausgaard er bevidst om. Men det var nødvendigt for ham at fraskrive sig alle ambitionerne for, at projektet kunne færdiggøres. Således måtte han finde en anden måde at skrive på, end den han havde fået fortalt.
»Da jeg var 18 år, var jeg glad for at skrive. Da jeg blev 19 tog jeg et skrivekursus, hvor de underviste i minimalistisk skrivestil, og det fungerede dårligt for mig. Der var ikke noget tilbage, når man skar sætningerne ned. Show don’t tell virker ikke for mig«, forklarer han.
På skrivekurset fik Knausgård også at vide, at det var forbudt at skrive om sig selv. En regel han på alle måder har forbrudt sig mod i Min Kamp. I stedet for den minimalistiske stil forsøgte Knausgård at skrive alt. At ’tømme’ sin erindring, til der ikke var mere tilbage. Noget han i dag beskriver som et litterært selvmord.
Hverken Knausgård eller hans norske forlag regnede med, at de havde ramt en guldåre tilbage i 2009, da første og andet bind udkom. Siden er bøgerne solgt til adskillige lande, og succesen har spredt sig over Atlanten, hvor New York tog imod med en alenlang artikel i The New Yorker. I maj 2012 havde New York Times desuden sat litteraturskribenten Larry Rohter til at følge i hælene på nordmanden for at skrive et portræt til avisen. Jeg mødte dengang Larry Rohter af flere omgange, og vi fik en god snak om bogens amerikanske fremtid. De seneste år har flere af de amerikanske bestsellere kredset om store dramaer a la Jonathan Franzen. I Franzens bøger følger man som regel en håndfuld personers livshistorier og deres dramatiske op- og nedture. I første bind af Min Kamp er dramaet – i hvert fald det ydre – totalt fraværende.
Jeg har præcis de samme problemer som før, jeg begyndte. Skrivningen er det eneste, der hjælper
Tror du, de amerikanske læsere kommer til at kede sig over Min Kamp? De er jo vant til mere bombastiske narrativer, spurgte jeg dengang Rohter.
»Det er svært at svare på. Hvis jeg kendte ingredienserne til en bestseller, så skrev jeg den selv. Men man kan sammenligne det med et show som Seinfeld. Det er måske den mest populære tv-komedie i amerikansk historie, og den handler ikke om noget, så man kan aldrig vide«.
Rohter interesserede sig desuden for, hvordan de skandinaviske læsere modtog bøgerne. Det var hans opfattelse, at den form for ærlighed, som Knausgård praktiserer går mod den skandinaviske kultur. Det, at personerne i bogen er nævnt med navn, og at begivenhederne forholder sig så klart til virkeligheden, er et brud på den sociale norm. Forfatteren Siri Hustvedt, som i øvrigt har taget Knausgård under sin Brooklynske vinge (sandsynligvis på grund af det fælles norske bånd) tager den en tak videre. Til en fælles oplæsning med hende og Knausgård belærte hun det amerikanske publikum om, at det i Norge er direkte skamfuldt at udlevere sin familie på den måde, som Knausgård udleverer sin far. Det er måske lige firkantet nok sat op, men sandt er det, at ærligheden har haft konsekvenser for Knausgård selv. Udgivelsen har medført flere interne brud i familien, primært på faderens side. Omvendt har jeg oplevet gamle barndomsvenner henvende sig til Knausgård med positive kommentarer om tiden dengang. Til en mindre oplæsning i Greenwich Village dukkede klassekammeraten Siv op, som Knausgård ikke havde set i 25 år. Han stillede hende det spørgsmål, som han efterhånden må have stillet mange andre: »Du må være nævnt i bogen?« Siv kunne stolt berette, at han både havde skrevet om hende i bind 1 og bind 4. Faktisk var Siv en del af den famøse nytårsaften i første bind. Den hvor Knausgård ville ønske, at han var sammen med de smarte piger og drenge fra sin gymnasieklasse, men i stedet må drikke sig fuld i en kælder med en flok drenge, han er vokset fra. Siv fortæller alle, at hun er imponeret over, hvor meget Knausgård kan huske fra dengang og hvor tro, han er mod begivenhederne.
»Det kan godt være, det ikke lige er det hus og sådan noget, men det er lige meget. Fundamentet er der«, forklarer hun os andre fra en af de bagerste rækker, og henvender sig derefter direkte til sin gamle klassekammerat:
»Jeg opfattede dig altså aldrig som et sexsymbol i gymnasiet«, udbryder hun.
»Nej, det mærkede jeg godt« kvitterer Knausgård med et ægte smil, som jeg er overbevist om smelter samtlige kvindehjerter (og måske et par mænd) i forsamlingen. Mit eget inklusiv. For det er svært at komme uden om, at Knausgård - ud over at kunne skrive nogle forbandet interessante bøger - også er en meget smuk mand. Som Hr. Rohter skrev i sit portræt i The New York Times »[Knausgård is] tall, intense and ruggedly handsome, with features somewhat obscured by his studiedly unruly hair, mustache and beard«. Man skal jo ikke vælge bøger på baggrund af forfatterens udseende. Men det er fascinerende at overvære den vippende nordmand rokkende fra fod til fod, mens han med sin tykke norske accent læser op fra My Struggle: ’For the heart, life is simple: it beats for as long as it can. Then it stops…’.
Tilbage i boghandlen i Chelsea er det blevet publikums tur til at udspørge den modvillige forfatter. Jeg har efterhånden hørt Knausgård svare på en del spørgsmål i løbet af året, og mange af dem lyder ens. Folk vil gerne høre om titlens reference til Hitler, bruddet i familien, og om kampen er slut. Hertil svarer den ordknappe Knausgård, at hans kamp aldrig slutter »Jeg har præcis de samme problemer som før, jeg begyndte. Skrivningen er det eneste, der hjælper«.
Men nu er vi jo i Chelsea, New Yorks homoseksuelle mekka, og her er der lidt mere krydderi på aftenens Q&A. En mand på bagerste række kommer med denne betragtning af My Struggle:
»Det er en usædvanlig bog for en straight man. Jeg troede ikke, at heteroseksuelle mænd kunne skrive sådan en bog af frygt for, hvad konen ville sige.«
Spørgsmålet løsner op i det smukke, furede ansigt, som dog undlader at komme med et uddybende svar. Og så er der selvfølgelig spørgsmålet om, hvad det betyder at få succes:
»Den økonomiske frihed er det eneste gode. Resten er svært. En del af mig ville succesen, men det er svært at tale om bogen hele tiden. Jeg møder en masse mennesker, som forventer noget af mig, men jeg får ikke noget igen. Skrivningen giver noget igen. Jeg er blevet en tegneseriefigur. Der står skrevet alt muligt om mig alle steder. Nu er det svært at skrive igen, fordi folk forventer noget af mig. Det gjorde de ikke før« fortæller han – muligvis forbavset over sin egen ærlighed, for han underskylder efterfølgende:
»Det er jeg ked af, jeg sagde«
Jeg er hverken ked af Knausgårds ærlighed eller kompromisløshed. Det er netop disse komponenter, der tilføjer mester til værket. Lad os slutte som vi begyndte, med en bemærkning fra Lorin Stein, litteraturredaktøren fra The Paris Review.
»Nu synes jeg, vi har pint Karl Ove Knausgård længe nok«