Kan man drikke te uden kopper?

 

Kære Maria

Jeg har lige læst min første Suzanna Brøgger bog. Det er hendes seneste roman, der hedder »Til T«. Den er ca. 200 sider lang og består af 9 kapitler, der alle sammen slutter med en bid af en remse, der først samler sig til allersidst og lyder sådan her: 

»Skratskratteratskratskrirumskrat fik sipsippenipsipsirumsip«

Det lyder umiddelbart som noget nonsens, men også som en børneremse, vi kender fra vores egen barndom. Netop barndom er centralt. Faktisk handler det om hele familien, men jeg synes, det er særligt spændende med børnene - der lider under - men stadig elsker en psykisk syg mor. Der er både ømhed og frustration i beskrivelsen af moren. 

Det andet spor, remsen kan bruges til at sige noget om, er nonsens. Der er mange metaovervejelser og essayistiske stykker om det splittede subjekt, der må afspejle sig i den splittede og postatomare roman (hendes ord). Derfor skifter personerne navne, derfor kommer der forfatterovervejelser ind i parenteser. Men bogens ærinde synes i virkeligheden at være at fortælle om de her børn, den her familie, der gerne vil have det godt, eller normalt. Og det er vel noget, vi alle kender. Der står et sted, også i starten, om det gamle ægtepar der bor ved siden af dem, og aldrig laver andet end at dyrke deres have: 

»Man skulle tro, det var løgn, men det gamle ægtepar er i virkeligheden hendes hemmelige ideal.«

Men hvad siger du? Lyder det her som nogle tematikker eller stilistiske træk, du kan genkende i Brøggers forfatterskab, Maria? Familien og det splittede osv. 

Vh

Andreas

 

 

Kære Andreas, 

Det lyder genkendeligt og meget Brøggersk. I Creme Fraiche (1978) - det første bind af Brøggers selvbiografiske føljeton – fortæller den kvindelige hovedperson om sin opvækst med en psykisk ustabil mor, der forsøger at tage sit eget liv flere gange. I bogen beskriver hun morens splittelse i dette glimrende citat: 

»Min mor var altid utrolig fattet i farlige situationer. Til gengæld har hun ofte slugt en overdosis nervepiller bare ved tanken om at skulle slå op i en telefonbog.«

I Creme Fraiche udviser hovedpersonen en enorm omsorg over for sin mor, og rollerne er på mange måder byttet om, så barnet er den voksne, og den voksne barnet. Jeg kan forestille mig, hvordan denne rollebytning (beskrevet i Creme Fraiche) kan eskalere til navneskift (i Til T). Giver det mening? Desuden kan et navnskift illustrere flere ting, tænker jeg; en ny begyndelse, en splittelse, en magt, et alias. Jeg ved ikke, om nogen af disse retninger passer på personerne i romanen. 

I Creme Fraiche er hovedpersonens familie på ingen måde som de andres, men derfor kan hun godt drømme om at passe ind - at være 'normal'. Og flere af Brøggers personer - både i hendes noveller og romaner - kæmper med disse to størrelser: at passe ind og ikke passe ind. Det lyder til, at moren i Til T også drømmer om at 'passe ind' et sted. At kunne stille sig tilfreds med et liv i haven, som naboen.  

Så jo, der er bestemt nogle tematikker, jeg kan genkende. En psykisk ustabil mor, en familie - der måske på overfladen virker harmonisk - men ikke er det, og det splittede subjekt, der hele tiden søger mod noget, som vedkommende ikke ved, hvad er. Og så er der en sidste ting, nemlig humoren! Jeg synes nemlig, at Brøgger har en humoristisk pen (og hjerne ikke mindst), der kan vende op og ned på alting, eksperimentere med bostaver, rim, remser og normer. Griner du?

Kh

Maria

 

 

Kære Maria

Rollebytningen er lige præcis virkelig interessant i den her bog. Jeg ved ikke, om jeg læser navneskiftene som en konsekvens deraf. Det er moren, der bestemmer dem. Moren starter med at hedde Lady Gaga og derefter Kængu, som er en åbent, fremlagt reference til Peter Plys, og som hele familien får navne efter, fordi hendes far har oversat dem til dansk som den første. Det vil sige, at hele familien skifter navne bortset fra stedfaren, Jakob, som beholder sit navn, fordi der også er en Jakob i Peter Plys.

Nå, men det jeg synes, man kan snakke om i forhold til det, er, at det er en sammenbragt familie. Det virker som et forsøg på at tage diskussionen om kernefamilien ind i mere tidssvarende rammer. Det kan virke som en banal pointe at sige, at en sammenbragt familie også er en familie. Fordi problematikkerne jo tilsyneladende er de samme. Derfor bliver det lidt det samme som at sige, at en person lige så godt kan hedde Lady Gaga som Kængu og dermed pege på, at vi er sammensat af al mulig kultur fra alle mulige tider. 

Men hvad betyder det?

Alt dette måske bare for at sige, at det er det, jeg synes fremstår som svagest, fordi det er mest tænkt. Det, der virker mindst tænkt, er de små skænderier, der forekommer mellem de to ældste søstre: Grisling og Tigerdyr. Som fx. her hvor Tigerdyr tager sin V-hals omvendt på i protest over at altid at have det samme tøj på som Grisling:

»Grisling: - Hvorfor tager du den omvendt på?

Tigerdyr: - Det gør jeg bare.

Grisling: - Jamen, V'et skal være foran!

Tigerdyr: - Bland dig udenom. 

Grisling: - Jeg siger bare hvad det rigtige er.

Tigerdyr: - Det skider jeg på. Og jeg vil ikke have, du rører mine øreringe.

Grisling: - Du har jo heller ikke nogen! Hvor har du øreringe fra? 

Tigerdyr: - Jeg er ved at lave nogen. Af fjer.«

Der foregår ikke særlig meget i det her hverdagsskænderi. Men det er enormt troværdigt og med en stor solidaritet over for begge karakterer. En solidaritet, der nogen gange kan forsvinde i bogens større og mere essayistiske overvejelser, som er interessante, men som også næsten undergraver den lille, men vigtige historie der foregår i familien.

For ja, det handler bare om at bedsteforældrene skal komme forbi til te, eller at familien skal i skoven. Men det kan også være ret meget, når moren er på nervemedicin, og man ikke har nogen tekopper. 

Men hvad siger du? Det essayistiske kontra det personlige, hvordan synes du det spiller sammen for Brøgger? Det lader til at hænge uløseligt sammen. Og hendes overvejelser er jo også kloge, skal jeg også lige minde mig selv om. 

Og ja, jeg griner også. Særligt i de små skænderier, og det er måske derfor jeg bedst kan lide dem.

Kh

Andreas

Kære Andreas,

Det vrimler med referencer på kryds og tværs af forfatterskabet. Her er et par eksempler: Den sammenbragte familie kender Brøgger fra sit eget liv - hun havde selv en stedfar - og det skriver hun også om i Creme Fraiche. Diskussionen om øreringen, får mig til at tænke på 2010 udgivelsen Jeg har set den gamle verden forsvinde - hvor er mine øreringe?. Men der er også scener i Creme Fraiche, hvor Brøgger fortæller om forholdet til sin lillesøster, som hun drillede en del. Og så har jeg flere steder læst, at hun kalder Til T for en »Jadekilling«, fordi der er træk fra slægtskrøniken Jadekatten (1997), som handler om hendes jødiske familiehistorie. Familien i Til T er vist også jødisk, korrekt? Endeligt er der det ældre nabopar, som minder mig om Brøggers egne naboer i bogen Sølve (2006). Personer, der synes at være tilfredse med det liv, de har valgt. 

Så vidt jeg ved, så har Brøgger aldrig været den store fortaler for kernefamilien. Tværtimod. De forventninger, der hører med til at være en 'kerne', kan de færreste leve op til. Det lyder til, at moren i Til T har et ønske om at gøre tingene rigtigt, og det medfører et pres, som påvirker hendes psyke. Samtidig har hun svært ved at være tilfreds med det, hun har jf. behovet for at skifte identitet(navn). Nu ved jeg tilfældigvis, at bogen foregår i 1950'erne, men de problematikker, som familien står over for, har mange ligheder med den moderne families. Det er vigtigt, at man ligner en familie udadtil - at man opbygger den rigtige identitet. At moren vælger at skifte navn på familiens medlemmer kan have noget med identitetsopbygning (eller ombygning) at gøre. Er det moren, der hedder Lady Gaga? Forestil dig hvordan sangerinden Lady Gaga konstant eksperimenterer med identitet. Den ene dag er hun dækket i kød fra top til tå, den næste er hun en moderne rokoko-prinsesse. Vi bruger identitet til at positionere os, til at skille os ud fra mængden og til at blive en del af den. Måske ligger der en kritik af denne konstante vekslen - eller søgen - i Til T, som kommer til udtryk gennem den gakkede mor?

I din første mail citerede du fra et sted i bogen, at moren har naboparret som hemmeligt ideal. Ved nærmere eftertanke er der noget humoristisk over dette ønske, fordi de fleste mennesker tror, at græsset er grønnere på den anden side af hækken. I Til T kommer dette til udtryk bogstavelig talt. Selv om moren tilsyneladende har alt, drømmer hun alligevel om noget andet. Jeg ser det som en kærlig kritik fra forfatterens side.

Det essayistiske er netop det, der gør Brøgger til Brøgger. Hun har skrevet fremragende, skarpsindige, intellektuelle, humoristiske og spydige beretninger, der ofte tager udgangspunkt i et eller andet samfundsrelevant eller selvbiografisk. Fx debuten 'Fri os fra Kærligheden' (1973) og den efterfølgende 'Kærlighedens veje & Vildveje' (1975). Her fabulerer Brøgger over emner som feminisme, familie, kærlighed, tryghed, spisning, køn, prostitution og meget mere. Det er interessant, at du finder disse passager mindre spændende end dialogerne. Jeg glæder mig til at se, hvad jeg selv synes om bogen, når jeg får lejlighed til at læse den.

Kh

Maria