Nini No er hovedpersonen i Vibeke Grønfeldts seneste roman Bogstavets Betydning. Hun, Nini No, bor i en mindre by på landet, er forfatter og skriver på romanen med de to mulige titler Beklædningens Betydning eller Omsvøbenes Orden. Hendes dage går med at skrive, helst i fuldstændig stilhed, men hun kan ikke undgå at kommunikere med lokalområdets (skæve) eksistenser. Dem er der en del af, og de optager Nini, hvad enten hun vil det eller ej. For selv om der kan være langt til nærmeste nabo, så kommer man alligevel hinanden ved. Således følger vi Mester Tavs byggeri, Arilds sygdoms, Pærens internethandler og lottomillionæren Vanderbilt i et sammensurium af livshistorier.
Det er karakteristisk – og troværdigt – at samtalerne sjældent indeholder et ord for meget, men er spot on, ind til benet og lige på kornet. Tag bare følgende nøgterne hilsen:
– Du er ude at gå, råber Haderen.
– Du er ude at cykle, siger jeg.
Der siges så lidt og alligevel, siges der en hel masse. Grønfeldt skriver fremragende godt - og smukt - ikke mindst. Miljøet bliver på malerisk vis præsenteret for læseren, men intet forklares eller pensles ud – historierne fortælles strøg for strøg. Således vandrer man ind og ud af døren hos et utal af skæbner, oftest eneboere, der hver især bakser med sit, når døren lukkes igen. Læseren følger i hælene på fortælleren Nini, der beskyldes for at vende tingene på hovedet med sit skriveri. Måske fordi Nini er god til at se på sine omgivelser med en snært af ironi, en snært af kritik og en portion kærlighed. For Nini er ikke bedre end de andre. Hun har også sine skeletter i skabet, som kun glimtvis lukkes ud. Fx i nedenstående karakteristik.
»Erik er frembusende i ly af flokkens adspredte mumlen. Han har sine dage, hvor han vover sig frem med stor kæphøjhed, der skal dække over genertheden, total følelsesmæssig blufærdighed, en indre selvudslettelse, ruiner, som ingen, ingen må komme i nærheden af. Det eneste menneske, der har rørt hans krop, er hans mor, og aldrig siden han var to år gammel. Jeg ved, hvordan det er«
Det kræver sit at holde styr på navnene i Bogstavets Betydning. Er det mon derfor, at Nini No Nilsen har en kærlighed for allitterationer, ord og bogstaver? Måske hjælper de hende med at huske Erik Ebbesen, Lana Larsen og Olga Olesen. Både levende og døde skrives frem med et stilistisk greb, der fører tankerne tilbage til det hedengangne tv-program Lykkehjulet. Her kunne man også købe et T for Tekla, et I for Iselil og et V for Vanderbilt. Den seriøse namedropping kan ses som et fortællegreb, der – ligesom plottet - tegner et billede af at bo derude, hvor alle kender alle.
Romanen kommer omkring mange af de problematikker, som er forbundet med et liv i Danmarks udkant. Folk udvandrer fra byen, huse står tomme og overtages af tilfældige, sygehuse lukker ned og posten kommer ikke længere forbi. På den måde skildrer bogen et samfund, der hænger i en tynd tråd, men hvor beboerne kæmper for at holde sammen på noget. Der rives ned og bygges op, og romanens holdepunktet er Mester Tavs byggeri, der bliver et symbol på mere end mursten.
Går man efter tydelige plot, landlig idyl eller politiske indspark, skal man ikke standse ved Bogstavets Betydning. Romanen brillerer i høj grad for sin sproglige præcished, fabelagtige iagttagelser og sans for detaljen. Jeg vil gerne her på sidste linje indrømme, at det er første gang, jeg læser Grønfeldt. Til gengæld er det ikke den sidste.
Vibeke Grønfeldt (f. 1947) har udsendt 19 romaner og en novellesamling. De seneste er romansuiten Mindet, I min tid, Indretningen og Livliner. Vibeke Grønfeldt har modtaget mange hædersbevisninger for sit forfatterskab. Senest har hun været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2012.