»Døden kommer hurtigt nok helt af sig selv, bare rolig« filosoferer hovedpersonen Ali i den semibiografiske roman Golden Years af Ali Eskandarian. Det er kommentarer som denne, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen hos læseren, for Eskandarian blev som 35årig offer for et hævnmord. Måneder forinden havde han sendt et manuskript til den hollandske forlægger Oscar van Gelderen. Eskandarian havde skrevet i mange år, men han ønskede noget feedback på sin første roman. Van Gelderen, som havde mødt Eskandarian til en reception i New York, antog bogen straks efter at have læst manuskriptet. De var i gang med at forberede udgivelsen den dag i november 2013, hvor tragedien indfandt.
Golden Years handler om sex, drugs og rock’n’roll blandt en gruppe iranske musikere, der lever i eksil i New York. Fortælleren, Ali, er ti år ældre end »the kids«, som han kalder sine bofæller, men deres iranske rødder binder dem sammen. De hjælper hinanden med at få asyl fra et regime, der lægger bånd på deres kunst, og de deler tag og damer i en lejlighed i Williamsburg. De lever fra hånden til munden, er oppe om natten, sover om dagen, fester og turnerer. Ali skriver om de tilfældige kvinder, han møder, men han skriver også om dem, som sætter sig fast i hans hjerte. For han er på alle måder en romantiker, der ikke kan få den op at stå for hvem som helst, forstår man. Tidspunktet er nullerne, hvor økonomi og grådighed går hånd i hånd, og Ali står på sidelinjen med et kritisk blik på det hele. Hans socialistiske værdier er langt fra det amerikanske forbrugssamfund, og han langer ud efter millionærer, som sidder på Manhattan i deres »golden mountains.« Velvidende, at han har brug for deres penge for at overleve, prøver han at være »not fake, but real« og holde fast i sine idealer.
Stofferne er fast ingrediens i hverdagen, og de er det eneste holdepunkt gennem romanen. Alt andet kommer og går. Golden Years har en flakkende kronologi, og der er flere drømmeagtige passager angivet i kursiv, hvor Ali taler med en sløret resonans, formentlig fordi han er påvirket af et eller andet. Læseren tages med til Teheran, Dallas, Los Angeles, Toronto, Florida, New York og mange andre steder, for Ali er altid på farten. Stagnation synes at være fjenden over dem alle, ligesom hos mange andre sex, drugs & rock’n’roll legender.
Golden Years er på mange måder en generationsroman, der giver et indblik i den mangel på retning, som synes at kendetegne millenniumgenerationen. I følgende citat giver Ali udtryk for sin frustration over sin egen og vennernes manglende vilje til at handle.
»Why the hell we can’t do something useful with our lives is beyond me. We have all the necessary tools and manpower at our disposal but we choose to ignore the real things and contribute to the nonsense.«
Golden Years hæver sig over navlegranskning – som den generation ofte kritiseres for – dels på grund af Alis fortællerstemme, og dels på grund af minderne fra en barndom i krig. Eskandarian skriver fremragende, og man kan ikke andet end fatte sympati for Ali, trods hans til tider misogyne betragtninger og romantiske ideer om samfundet. Med andre ord: Man er ikke i tvivl om, at der - bag alle luderne og banerne med coke - findes et sjældent, ærligt menneske med hjertet på rette sted. Et menneske med en voldsom bagage fra Iran, en usikker tilværelse med en familie på flugt, midlertidigt ophold i Europa og en teenagetilværelse i et smørhul i Texas. Men barndommens krigstraumer følger med, og de er et tilbagevendende tema i bogen:
»A lot of my contemporaries have witnessed the same things but have chosen to forget. I can’t forget and can’t self-medicate enough, and not even a lobotomy will suffice.«
Eskandarian skriver om at være barn i krig. Om hverdagen, som han forsøger at holde fast i med skole, arbejde og måltider på bestemte klokkeslæt, selvom verden uden for er et helvede. Han skriver om de bomber, der falder rundt omkring ham og vennerne, nætter i totalt mørke og manglende fædre. »The next day we’d make sure the kid who’d just lost a father got picked first for the soccer match or a piece of candy and condolences.« Han skriver om at flygte op gennem Europa med sin familie, og det er disse flashbacks, der giver Eskandarians roman tyngde.
Ali Eskandarians egen historie er mere eller mindre identisk med den, der fortælles i bogen. Romanen bliver kaldt for semi-autofiktion på omslaget, og det er unægtelig svært ikke at tænke på Ali Eskandarians makabre fremtid – eller mangel på fremtid - når man læser bogen. Oscar van Gelderen har skrevet bogens efterord, som afslører en del af processen omkring bogen og flere af Eskandarians e-mails. Ifølge Eskandarian var bogen »about someone like myself,« og dens oprindelige titel var American Immigrant. Men Golden Years passer bedre til den (beat-)indpakning, som forlaget gerne vil pakke bogen ind i. Hunter S. Thompson og Jack Kerouac står nævnt på omslaget, og hvad Eskandarian selv kaldte en Iranian-American novel er blevet til en Iranian-American beat novel. Men det er unødvendigt at lænke Eskandarian til andre klassikere, for bogen taler for sig selv. På nuværende tidspunkt er den solgt til otte lande - den danske forlagsbranche mangler dog stadig at komme med på ’beatet’ – og det er højst sandsynligt, at kommende generationer vil have et eksemplar af Golden Years med i rygsækken, når de tomler verden rundt for at undgå stagnation.