Intet er, som vi tror, når det kommer til stoffer

»Alt det, vi tror, vi ved, om dette emne er mere eller mindre forkert«

Johann Hari pakker ikke sit budskab ind. Han har brugt de sidste fire år på at undersøge brugen af euforiserende stoffer og især kampen – eller det kan kalder krigen - mod disse. Haris undersøgelse har bragt ham vidt omkring: han har lavet research og interviews i store dele af USA, Mexico, Portugal og Canada. Han har rejst 50.000 kilometer for at skrive bogen Chasing The Scream - The First And Last Days of the War on Drugs. Denne eftermiddag er han netop landet på Manhattans Upper East Side, hvor han må støtte sig til sin Diet Coke. Ellers er han bange for, at jet-lagen tager over. Med sin britiske charme – og humor – får han hurtigt sporet sig ind på det enorme projekt, han har pålagt sig selv. En gennemgående redegørelse af kampen mod stoffer, hvor alle aspekter undersøges og vejes op mod spørgsmålet: er det den rigtige metode, vi har valgt? Er et totalt forbud mod stoffer virkelig den bedste løsning til at hjælpe folk ud af et misbrug? Svaret er nej.

»Markedet for stoffer, er det totale anarki,« fortæller Hari. »For det første er det styret af kriminelle, hvilket gør det umuligt at kontrollere, hvad der kommer i de stoffer, der sælges.« Ulovlige stoffer er ofte farlige blandingsprodukter i modsætning til de ’rene’, som fx en læge kan udskrive. »Derudover bliver disse stoffer solgt på det sorte marked, hvilket gør både køber og sælger anonyme.«

Hari følger op med et konkret eksempel.

»Er der en vinhandel her i nærheden?« spørger han. »Forestil jer, at I går ind og stjæler noget alkohol i den vinhandel. Så ville I blive meldt til politiet, og de ville sørge for, at handlingen fik konsekvenser. Men hvis man forestiller sig, at man sjæler stoffer fra én eller flere bagmænd, så har disse ikke mulighed for at gå til politiet. De må derfor tage sagen i egen hånd.«

Som Haris bog fortæller, så skaber denne anarkisme et ekstremt voldeligt og lyssky miljø, der ikke kun har konsekvenser for de involverede og deres pårørende, men for hele samfundet. Haris bog er delt op i to dele. Den første beskæftiger sig med de sidste hundrede år – fra det totale forbud mod stoffer blev indført – og frem til i dag. Bogen er fortalt gennem personlige individers historie kombineret med Haris omfattende research.

»Jeg ønskede at finde ud af, hvordan det var at være i de forskellige roller som køber, sælger, lovgiver og udøvende magt.«

Hvor bogens første del stiller spørgsmål til en stofpolitik, der er baseret på forbud og kriminalisering af både bagmænd og misbrugere, så stiller anden del af bogen spørgsmål ved, om stoffer er så farlige, som vi har fået fortalt. Som læser rummer begge dele overraskende information, og man lader sig let overbevise af bogens argumenter. Faktisk er det svært at forstå, hvordan vi er endt med et totalt forbud mod stoffer. Stort set alle videnskabelige undersøgelser – også dem der blev lavet for 100 år siden – viser, at forbud ikke bekæmper afhængighed.

Chasing The Scream hævder, at årsagen til hundrede års forfejlet politik, hviler på skuldrene af en amerikansk diplomat ved navn Harry Anslinger (1892-1972). Anslinger var chef for narkotikabekæmpelsen i den amerikanske regering fra 1930-1962, og selv om de færreste har hørt om ham, så har hans politik sat sit aftryk på verdenskortet.

»Anslinger hadede to ting inderligt, stofmisbrugere og farvede. Hans kamp mod stoffer, var i høj grad en kamp mod race, og det er stadig fundamentet for den krig mod stoffer, der føres i dag«.

Anslinger fik succes med sit foretagende, fordi han kædede stofmisbrug sammen med den sorte del af befolkningen. På den måde kunne han slå to fluer med et smæk. Det amerikanske samfund frygtede, at de farvede minoriteter ville få for meget magt, og det var denne bølge af angst, der gav Anslinger vind i sejlet. Dette manifisterede sig helt konkret i hans årelange psykiske og fysiske hetz mod sangerinden Billie Holiday (1915-1959).

»Hun var - ifølge Anslinger- indbegrebet af alt det, der var galt med Amerika,« forklarer Hari. Billie Holiday var sort, kvinde og jazzsangerinde - en musikgenre der blev opfattet som djævlens værk. Desuden var hun dybt afhængig af stoffer det meste af sit liv.

»At Billie Holiday hver aften sang Strange Fruit, blot få blokke fra det sted, vi sidder nu var for meget for Anslinger.«

Som i Chasing The Scream gengiver han de første linjer af det berømte protestdigt, som Billie Holiday lagde stemme til.

Southern trees bear strange fruit,

Blood on the leaves and blood at the root,

Black bodies swinging in the southern breeze,

Strange fruit hanging from the poplar trees.

Trods protester fortsatte Billie Holiday med at synge sangen. Det provokerede Anslinger, hvis private agenter forfulgte sangerinden, plantede stoffer på hende (eller hendes omgivelser) og anholdte hende, når de fik lejlighed til det. Alt imens skuespilleren og sangerinden Judy Garlands stofmisbrug blev afhjulpet på human og diskret vis, fordi hendes hudfarve var en anden. Anslinger har skrevet det sort på hvidt i sine notater. Notater som gengives i Chasing The Scream, og hvis åbenlyse racisme får det til at løbe koldt ned af ryggen på læseren. Hvor mange har siddet på magten med lignende tanker om sorte og med lignende kapacitet til at udleve dem? Og hvor mange sidder der i dag? Chasing The Scream argumenterer, at nutidens kamp mod stoffer – intentionel eller ej – er en kamp om race. Hari interviewer en kvindelig politibetjent, som lovlydigt foretog daglige anholdelser af primært unge sorte mænd. Indtil det gik op for hende, at nul-tolerance-politikken førte til bugnende fængsler og kainsmærkede en i forvejen udsat gruppe med en plet på straffeattesten.

»Politiet går efter de frugter, der hænger lavest. De patruljerer i områder med underbemidlede sorte, fordi de ved, at denne gruppe ikke har råd til advokater. De har ikke ressourcer til at gøre modstand, når det kommer til loven. Selv om der måske er flere unge hvide, der tager stoffer, så kommer disse ofte fra mere privilegerede hjem, som kan give politiet større problemer eller mere unødvendig arbejde.«

Historien om Billie Holiday er fortalt i udpenslende detaljer, ligesom den om Anslinger, bandelederen Chino, den mexicanske mor Marisela og de fleste andre fra det farverige persongalleri i Chasing The Scream. Det kan blive en anelse følelsesladet, og selv om Hari gør en pointe ud af at skildre sit projekt nøgternt, så kan man diskutere objektiviteten i skildringen af kilder. Der er i høj grad tale om en journalistisk fremstilling, frem for en akademisk. Det er højst sandsynligt et bevidst greb, for Hari tror på de personlige beretninger som virkemiddel. Hvis folk ikke vil lytte til videnskaben, så lyt til hinanden. Det er i hvert fald hans budskab, da en af dagens tilhørere rækker hånden op og ytrer sin frustration over sine amerikanske medborgere:

»I Amerika er det svært at få folk til at tro på evolutionen. Hvordan kan vi tale om det her emne, når folk ikke vil lade sig overbevise af videnskaben?« spørger han.

»Jeg tror på, at personlige historier og narrativer er det, som kan få folk til at ændre deres tankegang omkring noget,« svarer Hari og afslører, at han overvejer dette emne til sin næste bog.

Selv er han ateist, men nogle af de bedste behandlingssteder for misbrugere er kristne – eller religiøse – forklarer han. De bygger ofte på et princip om medfølelse, hvilket er et af de vigtigste argumenter i Chasing The Scream. Vi skal lære at se anderledes på folk, der har et misbrug. Vi skal se på dem som mennesker med en gyldig stemme.

»Vi har brug for en radikal ændring i vores kultur. Lig med den, vi har set inden for opfattelsen af homoseksualitet,« forklarer Hari og trækker en historisk linje fra dengang, homoseksualitet blev opfattet som noget forbudt, og frem til i dag »hvor det er muligt for homoseksuelle at gifte sig«. Det er denne »humanisering af homoseksuelle,« som vi skal have ind med modermælken, når det kommer til misbrugere.

Undersøgelser viser, at misbrugere ofte kæmper med barndomstraumer, og stofferne tilbyder en form for eskapisme. Social kapacitet er således en faktor for afhængighed, noget man i mange år har undermineret i den politiske lovgivning.

»Der er en større sammenhæng mellem traume og afhængighed, end der er mellem fedme og sukkersyge,« fortæller Hari.

Han refererer desuden til eksperimentet Rat Park fra 1970’erne. Her isolerede forskere en gruppe rotter i små bure, og en anden i et fælles bur, der var indrettet som et »paradis for rotter«. Det vil sige, de havde mad, plads, legetøj og vigtigst af alt hinanden. Alle bure havde to vandbeholdere. Én med rent vand og én med morfin. De isolerede rotter klyngede sig til beholderen med morfin, mens de rotter, der befandt sig i ’paradis’, foretrak det rene vand. Yderligere interessant var det, at når en isoleret rotte blev overført til det fælles bur, så foretrak denne også det rene vand. Desuden var abstinenserne minimale i forhold til det, den officielle forskning pegede på. Eksperimentet understøttede tesen om, at stoffer ikke skaber afhængighed i sig selv, det handler om miljø. I Chasing The Scream følger Hari op på Rat Park eksperimentet med analyser af amerikanske soldater, som deltog i Vietnam krigen. Det var almen viden, at soldaterne tog stoffer for at udholde den daglige trussel og usikkerhed. Ifølge statistikker var omkring tyve procent afhængige af heroin. Man frygtede, at når krigen ophørte, så ville denne gruppe komme tilbage som narkomaner. I stedet stoppede 95 procent med at tage stoffer, da de kom tilbage til USA. De havde, som Hari påpeger »skiftet bur«. De soldater, som fortsatte deres misbrug, var folk med traumer fra tidligere.

Det er en af bogens vigtige pointer, at de færreste stof-brugere bliver stof-mis-brugere. Ligesom mange mennesker drikker alkohol uden at blive alkoholikere, kan størstedelen administrere deres brug af stoffer. De bruger dem til at få en sjov weekend, til at effektivisere arbejdet eller til at fremme kreativteten i perioder. Chasing The Scream gennemgår forskning, der underbygger dette. Alene af den grund, er det værd at overveje en mere nuanceret politik, når det kommer til stoffer. Den nul-tolerance-politik, som Anslinger var bannerfører for, har ikke udryddet stoffer, sådan som det var hensigten. Den har skabt et dybt kriminelt miljø, som koster samfundet masser af penge verden over. Penge som måske kunne bruges bedre? Det er det, Chasing The Scream ønsker at debattere.

Johann Hari har ikke noget endegyldigt bud på fremtiden, men som han slutter med at sige denne eftermiddag, så »kan vi i hvert fald konstatere, at vi har givet den nuværende politik i kampen mod stoffer en fair chance«. Mon ikke det er på tide, at vi prøver noget nyt?