»Jeg tror ikke på genier, overhovedet ikke, men der er én undtagelse til den regel, og det er Lars Von Trier.«
Karl Ove Knausgårds ord falder staccato-agtige, og bag det engelske lyder en tydelig norsk klang. Begejstringen over den danske filminstruktør findes kun i ordene, for Knausgård ligner ikke en mand, der er begejstret over at stå foran et publikum. Der er en alvor over ham, som han står der i sin sorte læderjakke og introducerer en af sine yndlingsfilm for en fyldt biografsal. Har man fulgt ham i flere år, er det til gengæld en sand fornøjelse at høre ham tale om noget andet end sig selv. Desuden er Lars von Triers Idioterne et modigt valg. Filmen er på mange måder kontroversiel, især for et amerikansk marked, der priser politisk korrekthed lige så højt, som danskerne priser ytringsfrihed. Filmen følger en gruppe voksne, der har besluttet sig for at udleve deres indre idiot, og derfor imiterer evnesvage både offentligt og privat. Knausgård så filmen i 1998, da den kom som nummer to i rækken af dogmefilm, og den gjorde stort indtryk på ham.
»Jeg havde lige skrevet min første roman [red. Ude af verden (1998)], og da jeg så den film, gik det op for mig, at min roman var noget lort. Denne her film var den ægte vare.«
Det var især den nye æstetik: mikrofoner i billedet, det håndholdte kamera og den alternative klipning, der chokerede. Der var på alle måder tale om noget nyt, noget hidtil uset, noget som rørte forfatteren. Det »slør« som adskiller kunsten fra virkeligheden var væk, og deri lå genialiteten.
»Jeg har netop set filmen igen, og jeg ved, hvordan den ender. Alligevel græd jeg i slutningen, selv om det er en meget sjov film. Fordi Lars von Trier er en manipulatør, han er en fremragende manipulatør. Han kan sige ’nu manipulerer jeg dig, jeg vil have, du skal græde,’ og så græder man. Sådan er det i den her film, du kan se mikrofoner i nogle af scenerne, og du kan se kameraets refleksioner. Du ved, det er en film, du ved, det er en illusion, men det virker.«
Star quality
Knausgård tager plads i de bløde biografsæder ved siden af sin amerikanske forlægger, og Bodil Jørgensens ansigt fylder lærredet. Denne lørdag eftermiddag er hans fjerde og sidste dag i New Yorks rampelys i denne omgang. Han har de seneste tre aftener indgået i forskellige samtaler med Manhattans literære parnas foran et tætpakket publikum. Først blev han interviewet af den britiske romanforfatter Hari Kunzru på scenen i kulturhuset Symphony Space. Dagen efter var han i Brooklyn, i samtale med den amerikanske poet Ben Lerner, ved et udsolgt arrangement i boghandlen Powerhouse Arena, og fredag aften blev han interviewet af den canadisk-amerikanske forfatterinde Rivka Galchen i institutionen 92Y. Knausgård er blevet en litterær superstjerne.
Medierne har varmet op til udgivelsen af bind fire i My Struggle-serien i månedsvis. For eksempel sammenstillede The New Yorker Knausgård med den italienske forfatter Elena Ferrante. The Paris Review diskuterede Knausgårds »fecal fixation« i en artikel med det passende navn Mein Scheisse. Bedst var den todelte serie My Saga i New York Times Magazine, hvor Knausgård rapporterer i sin velkendte, selvudleverende stil fra en mini-road-trip i Newfoundland. En scene fra reportagen har fået en del opmærksomhed. Knausgård fortæller om en frokost med en »well-known« amerikansk forfatter. Middagen blev en kejtet affære, fordi Knausgård ikke kan konversere på den amerikanske facon. En måned senere afslørede den amerikanske forfatter Jeffrey Eugenides, i sin anmeldelse af bind fire i NYT Book Review, at han havde erfaret, hvad det var for en ’metode’ Knausgård benyttede sig af i autofiktionen.
»I saw what he was doing. Knausgaard wanted to draw a distinction between Scandinavians and Americans when it comes to small talk. In fact, the reason we couldn’t talk to each other had less to do with cultural differences than with the fact that we are both nervous people with self-esteem problems who were uncomfortable in each other’s presence. That didn’t fit into Knausgaard’s argument at that point in the article, however; and so, like any professional writer, he used the part of the story that served his need.«
Amerikanerne har stadig to bind af My Struggle til gode. Indtil videre er Knausgårds popularitet steget eksponentielt med hver oversættelse. Da første bind udkom i 2012 var det med en beskeden fanskare. Dengang skulle man ikke sikre sig billet til en Knausgård-oplæsning måneder forinden, ej heller betale for den. De få grå hår har siden taget over - Knausgård er blevet en ægte silver-fox - og han har fået barn nummer fire. Desuden synes han at have fundet sig – om ikke til rette - så i hvert fald en plads i stjernestøvet. »Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke nød det,« fortæller han publikum fredag aften. Det »åbner døre,« og »jeg får mulighed for at rejse«.
Behøver jeg tage ansvar for alt, hvad Lars von Trier gør?
Igen, Igen, Igen
Successen har også sine bagsider. Man mister anonymiteten, noget som Knausgård endnu ikke har forenet sig med. Derfor er han sammen med sin familie flyttet derud, hvor svenskere ikke læser hans bøger. Det litterære selvmord, som afsluttede bind seks, gjorde det ikke muligt at begrave forfatteren. Verden har fået øjnene op for Knausgård, og der er mange bind, der skal dissekeres. Derfor må han troligt svare på de samme spørgsmål om sig selv aften efter aften. Men han er både velbegavet og velbelæst, og det er derfor interessant at høre ham tale om noget andet. Om Lars von Trier for eksempel. For der er flere ligheder mellem de to, selv om Knausgård er for ydmyg til at indrømme det.
»Der må være en grund til, at jeg relaterer så intenst til ham, men jeg ville aldrig sige, at jeg laver det samme som ham. Jeg har alt for stor respekt for ham til det.«
En fællesnævner for filminstruktøren og forfatteren er måden, hvorpå de begge har opsat regler – eller benspænd – for at slippe for deres eget kritiske blik. Deres intellekt. Begge har brugt hastigheden som metode. For Knausgård gjaldt det om at skrive så hurtigt som muligt, og han bemærker det samme hos Trier.
»Han fortalte i et interview, at han låste sig inde i et rum med en flaske sprut, blev fuld og skrev manuskriptet til Antichrist, på et par dage, og jeg ved præcis hvorfor. Fordi han er så klog, og han ved alt om film - og det er i virkeligheden døden for en kunstner at vide for meget, eller være for klog - det ville han gerne slippe væk fra. Alene det gør ham endnu klogere, og får ham til at lave endnu bedre film.«
Knausgård nævner desuden det skandinaviske som et fællestræk, der muligvis smitter af i både hans eget og Triers arbejdsproces:
»Jeg prøver ikke på at gøre noget smukkere. Jeg vil bare gøre det ligetil og enkelt, men der er også et protestantisk aspekt i dette ønske. Trier er fra Denmark, jeg er fra Norge, Bergman er fra Sverige, og der er en form for minimalistisk arbejdsetik involveret på en eller anden måde.«
Knausgård har desuden prøvet kræfter med både Trier og Bergmans kunstform. Han har arbejdet på et filmmanuskript til romanen Ude af verden. »Det er det hårdeste, jeg har prøvet,« fortæller han, fordi der er tale om to vidt forskellige sprog. Med film ligger kunsten, ifølge Knausgård, i at vise og ikke fortælle, som han er mester til.
»Da jeg viste det første udkast til instruktøren, grinte han. Alle personerne introducerer sig selv: ’hej, mit navn er’, ’jeg arbejder her’«.
Manuskriptet er på sit femte udkast, og det er blevet en »smule bedre«. Efter dagens filmvisning, har han dog mest lyst til at smide det hele væk igen, indrømmer han. Han har også fået tilbud fra folk, som gerne vil filmatisere Min kamp, eller købe filmrettighederne til bogen, men det har han afvist.
»Jeg tror, det er umuligt at lave en film ud af det, fordi det ikke er en historie. Det er hverdagsagtige ting, som er spredt ud over et antal sider. Hvis det var, så skulle en instruktør vælge at gøre det med sit eget liv og lave sit eget manuskript om det. For mig er litteratur det, der er tilbage, når man tager alt det ud, som kan overføres til en anden kunstform.«
Han tilføjer dog, at hvis den rigtige ide kommer, så vil han selvfølgelig sige ja.
En kontroversiel fællesnævner
Der er endnu et link mellem Trier og Knausgård. Begge har udtalt sig – på skrift eller verbalt - om nazismen og deres forhold til Hitler. Trier kom overordentlig galt af sted, da han blev persona non grata ved filmfestivalen i Cannes i 2011. Denne eftermiddag må Knausgård forholde sig til den politiske fællesnævner.
»Behøver jeg tage ansvar for alt, hvad Lars von Trier gør?« griner han, og fortsætter alligevel.
»Det er selvfølgelig et åbenlyst spørgsmål, når titlen på bogen er Min kamp.«
Han slår fast, at hans bøger gør det stik modsatte af Hitlers værk. Det står i opposition til ideologiske forestillinger og de store visioner i verden, hvor individualiteten forsvinder. Hos Knausgård handler det hele om individet. Det indadvendte. Han har bevidst valgt titlen for at ironisere over Hitlers værk, vel vidende at det skaber forvirring. Knausgård fortæller om en episode med en schweizisk forfatter, som han gerne ville udgive på sit eget forlag Pelikanen. »Er du en højreorienteret mand?« ville schweizeren vide, for så ønskede han nemlig ikke at udkomme på Pelikanen.
»Jeg er blevet beskyldt for at være højreorienteret, anti-feminist og endda anti-kvinder,« fortæller han, og henviser igen til Skandinavien, men især Sverige, som han finder særligt optaget af politisk korrekthed. Knausgård taler om, at der er en anspændthed mellem det individuelle og det sociale.
»Der er meget undertrykkelse. Der er mange ting, man ikke kan gøre, eller ikke kan sige. Det er i høj grad derfra energien i min bog kommer. Det forbudte.«
Lars von Trier tematiserer i høj grad det fortrængte, det provokerende og perverse i mennesket. Idioterne er »anti-politisk-korrekt,« mener Knausgård. Den gør grin med en i forvejen marginaliseret gruppe, men den gør også nar af establishmentet, og almindelige borgeres angst for det fremmede. Og så var der det med episoden i Cannes.
»Lars von Trier vrøvlede bare. Jeg tror, at alle ved, at han ikke mener det, han sagde. Man vil, at det skal være sandt, så man kan tage den provokation og flytte ens vrede over på ham. Alle ved, at han bare jokede.«
Det er en vovet diskussion at begynde med et amerikansk publikum, der endnu har til gode at læse Knausgårds essay om Hitler i bind seks. Amerikanerne er lige så politisk korrekte som svenskerne. Forfatteren binder hurtigt en knude på den del af samtalen og konkluderer, at Triers udtalelser »var dårlig smag,« men filmene taler for sig selv, tilføjer han.
Hvad laver han nu?
Det er fire år siden, at Knausgård satte det sidste punktum i Min kamp. Han har efterfølgende skrevet adskillige essays - samlet i Sjælens Amerika (2013) - og flere indlæg i debatter. Derudover har han været med til at starte forlaget Pelikanen, hvor han har udgivet bøgerne Hjemme-Borte (2014) om VM i Brasilien og fotobogen Nakker (2014). Men hvad laver han ellers? Han røber, at han har købt rettighederne til den amerikanske forfatter Ben Marcus bog The Flame Alphabet, som han oversætter og udgiver på Pelikanen. Ben Marcus er kendt for sine originale – ofte syrede – historier, og Knausgård har »aldrig læst noget lignende«. Netop det originale fylder meget hos forfatteren, som er yderst bevidst om, at han ikke vil gentage sig selv.
»Det er meget vigtigt, at man ikke ender med at gentage sig selv, når man ved, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Så regler er gode, men kun for en kort periode, så kan man ikke bruge dem længere.«
Knausgård påpeger, at Lars von Trier kun lavede én Dogme-film, før han bevægede sig videre. Selv prøver han at komme langt væk fra den stil, han er blevet berømt for i Min kamp. Derfor har han opsat et dagligt ritual, der skal af-knausificere ham.
»Jeg skriver om objekter: hver dag skriver jeg én tekst om ét objekt, og det gør jeg i et helt år. Der er ikke noget psykologi i det, der er ikke nogen fædre, og sproget er i høj grad orienteret mod beskrivelse af objektet - ikke livet.«