Han er ingen vinder

»Hvis vi efterhånden er ret gode til at være hurtige, så er vi fandeme ikke ret gode til at være langsomme.«

Torben Ulrich tager sig god tid, mens han taler. Hvert ord er velovervejet, og han finder gerne flere af slagsen til at beskrive det samme. Han har boet mange år på den amerikanske vestkyst, men det eneste fremmede ved udtalen er snerten af ældre rigsdansk. Også når han bander. Den 86-årige tennismester har viet en stor del af sit liv til bevægelse. Både den hurtige og den langsomme, den fysiske og den abstrakte. Lige nu befinder vi os en halv time uden for San Francisco på den bjergtop med udsigt til et meget blåt Stillehav, som Torben Ulrich i disse år kalder hjem. GPS’en førte an i bilen hertil, men den animerede vejviser afslørede ikke, at tennisspilleren befinder sig i de højere luftlag.

»Vi havde tænkt os at tale med dig om bevægelse,« siger jeg til Torben Ulrich, mens jeg tænder for optageren på min iPhone. ’Vi’ består af min lillebror Simon og jeg. Stuen er indhyllet i et sammensurium af lys. Et miks mellem det blå ocean og solens stråler, der skyder gennem vinduerne fra gulv til loft. Bøger og kunst er centralt placeret, og Torben Ulrich har en stabel lige ved hånden, hvorfra han gentagende gange hiver eksemplarer frem, som er relevante for samtalen.

»Okay ja, god fornøjelse!« griner han. Tennisstjernen er ikke kendt for at holde sig inden for linjerne, og han har næppe i sinde at begynde nu.

Vi har placeret benene i de rette folder på de japanske Zaisu-stole, hvor sædet hviler på gulvet i stedet for fire ben. Smidigheden fejler ikke noget hos den tidligere tennisspiller, hvis ben er korslagte i en ubesværet lotusstilling. Værre ser det ud for Simon, der sidder ved siden af mig. Han har spillet fodbold hele livet, og de stive haser kæmper lige nu mod ham. De to mænd tilhører forskellige generationer og begge er iført tøj, som var de på vej til eller fra træning. De har det lange hår til fælles, men Torben Ulrichs skæg vinder på længden. Simon er med, fordi han studerer idræt og er særligt interesseret i Torben Ulrichs radikalt anderledes tilgang til bevægelse. Det er jeg også, men snarere den mentale bevægelse. Torben Ulrich udfordrer uden tvivl begge dele: i sine unge år forfulgte han jazzen - både som musiker og skribent, senere foldede han sig ud som professionel tennisspiller. Han har altid interesseret sig for filosofien og udforsket dens tilgange til livet. Især gennem buddhismen. Det er stadig de tre områder - jazz, bold og buddhisme - som interesserer ham. Foruden kunsten, og de tusindvis af digte (skrevet i en stil, han kalder lines) der optager ham. Samt alt det andet. For intet er enten/eller i Torben Ulrichs univers, og det ene udelukker ikke det andet.

Det er svært ikke at tildele ham mærkater som multitalent, forgangsmand eller filosof. Men han vil helt sikkert affeje enhver etiket med påstanden om, at han bare er sig selv. Dette gør ikke fascinationen mindre, og hans originale syn på tingene har ført til portrætbøgerne Jazz, bold og buddhisme og samtalebogen Udspil. Begge er kyndigt redigeret af forfatter, journalist og ven Lars Movin.

»Hvem vil spørge om noget?« Torben Ulrich kigger først på mig og så på Simon.  

Han sidder parat til at skyde svar tilbage på vores spørgsmål, som stod vi på hver vores banehalvdel i en tenniskamp. Hurtigt bliver det klart, at vores samtale har ligheder med   Torben Ulrichs stil på banen. Det handler ikke om at komme hurtigst i mål, men om vejen derhen. Det er selve spillet eller processen, det handler om.

»You should know that Torben’s responses tend to be long, so you might spend more time here than you imagine,« skrev Torben Ulrichs kone, Molly Martin, til mig før besøget. Så snart det første spørgsmål er skudt i luften, kan jeg godt sparke mine velforberedte spørgsmål til hjørne. De næste fem timer går samtalen sin helt egen vej. Al verdens træning og teknik bliver overflødig, når bolden skal over nettet.

Bevægelse trækker en tråd gennem måden, hvorpå Torben Ulrich har udforsket idrætten,  kunsten, musikken og tænkningen. Han har eksperimenteret  med den fysiske bevægelse som tennisspiller, den eksperimenterende i jazzen og den konforme i tanken. I Jørgen Leths film Motion Picture opfinder Torben Ulrich en form for ’tennisdans’ med sin ketcher, som han svinger med en samuraikrigers kompetence. Uden modstander. Han udfordrer den statiske bevægelse, og mange af øvelserne går forud for sin tid.

»Det der interesserer mig, er den her modsætning til den fastlåste træningsform, som har det med at foreslå meget låste bevægelser,« begynder Simon.

»Lad mig lige sige engang – med hensyn til modsætning - det som jeg er interesseret i, ser jeg ikke nødvendigvis som en modsætning, men mere som en anden mulighed eller noget i den stil for ikke at blive hængende i de her modsætninger. Det gælder også med hensyn til at vinde og tabe og sort og hvid og alt sådan noget ikke,« forklarer Torben Ulrich og havde det nu været en rigtig tenniskamp, så kunne man sige, at Torben havde vundet serven. I hvert fald justerer Simon sin teknik, før han skyder igen.

»Jeg ved godt, at nogle af de ting, som jeg kommer til at sige vil virke meget sort/hvidt,« erkender han.  

»Ja ja men det er også i orden, men så kan jeg bare påpege det hver gang,« instruerer Torben Ulrich, og på den måde er banen kridtet op. Hver gang vores spørgsmål bliver for firkantede, minder han os om dette udgangspunkt: intet er sort/hvidt. Vi taler ikke om modsætninger, men om forskellige tilgange til idræt, til tænkning, til musikken, til litteraturen, til politik, men hele tiden i lyset af bevægelsesmønstre inden for de forskellige områder.  

 

»Jeg faldt over sådan et spørgsmål i bogen Udspil, hvor du siger noget om det her med tab/vind mentaliteten. Den bliver en begrænsende faktor på mulighedsfelterne,« fortæller Simon.

Spørgsmålet er særlig relevant denne dag, for der er VM i Brasilien, hvor kampen mellem Brasilien og Chile netop er afgjort i en straffesparkskonkurrence. En tendens Torben Ulrich opfatter som begrænsende for spillet.

»De spiller ligesom alle sammen sådan tættere og tættere på hinanden, og det bliver så tæt, at det alligevel skal afgøres. I gamle dage var der ligesom plads til at sige, at det var uafgjort, men der er ikke meget plads til det uafgjorte i dag, og så bliver det så afgjort med de her mål ikke,« forklarer han.

Torben Ulrich kalder denne tilgang – eller bevægelse inden for boldspil – for »reduktiv«. Kontrasten mellem de enkelte spillere på banen er sværere og sværere at få øje på, men der skal alligevel udpeges en vinder.

»I en vis forstand synes jeg, at dagens fodboldkamp er sådan en prototype på hele den udvikling eller indvikling eller indsnævring,« ordene falder velovervejet og bruges til at beskrive det samme.

»Hvis det hele koges ned til et spørgsmål om, at det ene hold skød på stangen til sidst, du ved, mens det andet hold ikke skød på stangen til sidst, så er det ligesom om, at det hele er kogt ned til den stang der.«

Fokuseringen på at vinde skygger for selve spillet og den legende tilgang til den fysiske udfoldelse. Det gælder ikke kun inden for fodbold. Vi taler videre om tennis og basketball, hvor Torben Ulrich er fuldstændigt opdateret på spillere, forhandlinger og kampe. Han er stadig idrætsmand, men den udvikling, som finder sted på banen, ser han også andre steder i samfundet.

»Det er ikke, hvad skal vi sige - et fænomen - som kun er lige der, men for eksempel også i det politiske, hvor det ikke så meget er et spørgsmål om at formulere en politisk holdning, men snarere handler om at det politiske udsagn er et vindende udsagn,« siger han.

Torben Ulrich sætter ikke selv eksempler på, men det er oplagt at lede tankerne hen på Obamas kampagneslogan ’Yes we can’ eller socialdemokraternes ’Danmark skal videre’ kampagne. Begge budskaber ser mod fremtiden, men er ellers fuldstændigt blottede for politik.

»Hvis man så vinder, så kan man altid lave det lidt om bagefter. Først gælder det om at vinde, og når man nu sidder på posten, så kan man så modulere det en lille smule,« griner han.

I 1967 skrev Jørgen Leth digtet Han er ingen vinder, om sit store idol, Torben Ulrich. Første vers lyder:

Jeg kendte engang en spiller

hans spil var af en anden verden

hans kombinationer var raseri og leg

hans forhånd et nådestød

han hentede de umuligste bolde

et sted i rummet

han kunne og han ville det umulige

han var ingen vinder

Sidste strofe er et kompliment. Torben Ulrich var noget andet, noget mere, noget større »han ville det umulige«. En spiller går efter at vinde. Det er den gængse opfattelse og realiteten på banen. Bare ikke hos Torben Ulrich. Jørgen Leth erkender denne mangel hos sig selv og bøjer sig for sit idol i de sidste strofer af andet vers: »min skuffelse er min / han var ingen vinder«.

En af de historier, der cirkulerer omkring Torben Ulrich, illustrerer fuldendt tennisspillerens forhold til konkurrence. I 1960’erne forlod han en finalekamp om Danmarksmesterskabet i tennis, fordi han skulle se VM-finalen i fodbold mellem England og Vesttyskland på tv. Det handlede ikke om at være kontrær: han havde varslet inden kampen, at han blev nødt til at forlade banen på et særligt tidspunkt. Det lyttede arrangørerne ikke til, og så var den ikke rigtigt længere. Han tabte kampen, da han forlod banen, men det handlede ikke om at vinde. Det handlede snarere om at udfordre et system og dets regler. Et forsøg på at skabe noget elastik i en stram orden. Og selvfølgelig om at ville se VM-finalen.

»Inden for de forskellige spillefelter som samfundet består af, der er sådan en vis måde at skære den på, og det er næsten den samme - hvad hedder det ord en skomager bruger? - læst (skomagerværktøj, der er beregnet til at forarbejde fodtøj på. red.), det er næsten den samme læst, som det sådan sys over ikke?« spørger han.  

»Ja, en slags formel som livet er bundet op på,« istemmer jeg.

»Sådan som jeg ser på det, så er for eksempel den amerikanske model - altså den kulturelle model - meget påvirket af den idrætslige model, og det man kalder konkurrencemodellen. På engelsk bliver konkurrence til competition, og competition ses som en særlig dyd i det her samfund, ikke?«

Det er forestillingen om, at vi alle skal nå til tops, at vi skal blive til ’noget’, hvad end dette ’noget’ måtte være. Tanken om succes er allestedsnærværende, og det er en udvikling som Torben Ulrich har set forandret i sin levetid. Han ser et pres, eller det han med egne ord kalder »ræs«, som han finder »betænkeligt«.

 

»For mig er det et meget stort dilemma, fordi på en måde har jeg jo selv været med til alt det, men samtidig sætter jeg spørgsmålstegn ved, om jeg kunne færdes i det miljø (tennisverdenen red.) i dag, selv om jeg faktisk er ligeså interesseret i det som nogensinde,« fortæller han.

Det skal ikke lyde som om tennismesteren begræder den moderne udvikling, eller ønsker sig tilbage til de gode gamle dage, for til det er hans filosofisæt for sofistikeret. Han kan snarere kaldes en iagttager af tingenes tilstand.

»Det er jo ikke så svært at sidde her og snakke om, at det kan være trist og sætte spørgsmålstegn ved det, men hvordan formulerer man en kritik, som samtidig ikke bare er en argumentation for en anden striks holdning eller en anden stram filosofi?« spørger han.

Det har ingen af os et kompetent bud på, og vi bliver enige om, at vi skal videre i samtalen. Vi skal nå at tale om de andre områder, som Torben Ulrich bevæger sig inden for. I vores samtale bliver boldspil dog ofte et hylster for hans pointer. Som her, hvor vi taler om at se bolden tidligt: 

»Det er jo ikke kun et spørgsmål om bolden, det har et sådan eksistentielt aspekt ikke. Hvis vi er opmærksomme på, at vi faktisk er uopmærksomme et stykke hen af vejen, så er det ligesom om, at der pludselig er en hel masse ting, som vi lægger mærke til, som vi måske ikke havde lagt mærke til før,« siger han med et blik rettet mod et udefinerbart punkt i stuen.

Spørgsmål og svar springer fra association til association. Vi tager omveje og afstikkere fra emnerne, vi dissekerer de store tanker ned til mindre komponenter, mens Molly Martin skænker ny te i kopperne. Nogle gange rejser Torben Ulrich sig op for at illustrere en historie med kroppens bevægelse. De sokkeklædte fødder danser let over gulvet, mens han svinger et særligt slag i luften. Når han griner – og det gør han tit – åbner det lange skæg sig fra side til side i et smil, der får hele ansigtet til at grine med.

Det er halvandet år siden, jeg første gang tog kontakt til Molly Martin for at høre om muligheden for et interview. Men en stor danseforestilling i Seattle, plus en ny plade skulle færdiggøres inden. Pladen har han netop lagt sidste hånd på sammen med musikeren Søren Kjærgaard. Dobbelt LP’en Meridiana: Lines Toward A Non-local Alchemy er duoens tredje. Værket, for det er ikke helt forkert at kalde det et værk – hver eneste cover er skabt i hånden af de to musikere -  trækker dybe linjer til filosofien, en passion de begge deler. Få dage forud for vores besøg hos Torben Ulrich, har Søren Kjærgaard været i Californien for at arbejde på deres album.

»Det som vi talte om i sidste uge, da vi lavede den her grammofonplade, det handlede om, at projektet hed Meridiana. Meridianer det er sådan nogle linjer, som vi blandt andet har i det geografiske,« forklarer Torben Ulrich, hvorefter han følger op med et konkret eksempel.

»Vi sidder her, vi tre, i sådan et koordinatsystem, som har et punkt lige her,« siger han og banker på midten af det runde bord mellem os. »Dette punkt har nogle længde- og nogle breddegrader, og længdegraderne kaldes også meridianer i vores systemer, er det ikke rigtigt?«

»Jeg kender det faktisk også fra det anatomiske, at kroppen er delt op i de her meridianer,« siger Simon.  

Tanken om meridianer som en slags energibaner, der løber i kroppen, er en del af gammel kinesisk sundhedspraksis. Meridianer er i høj grad bestemmende for, hvordan kroppen fungerer, og anvendes blandt andet inden for akupunktur. På den måde kan man tale om meridianer i det indre og ydre system. Det nye album er i høj grad inspireret af tanken om meridianer, og de linjer, der kan trækkes mellem nogle af de tænkere, som Torben Ulrich er optaget af.

»Spinoza, siger det dig noget?« spørger han mig.   

»Ja, det siger mig noget,« får jeg sagt en anelse for hurtigt. Heldigvis følger den begavede tennisspiller selv op på udspillet.

»Spinoza var sådan en filosof, som så ting anderledes. Han havde det med at udlægge nogle ting i sådan linjer og flader og punkter,« begynder han.

Baruch Spinoza (1632-1677) opfattede sjæl og legeme som sammensmeltet, og en af hans hovedtanker i værket Ethica er, at menneskets lykke består i en sammensmeltning med det guddommelige. En radikal tankegang på daværende tidspunkt, hvilket Torben Ulrich får forklaret os ud fra modsætningsforholdet til René Decartes (1596-1650), hvis tænkning netop kom til kort, når forholdet mellem sjæl og legeme skulle forklares. Her får samtalen en intens drejning, da Torben Ulrich tager os med på en filosofisk vandring, som trækker linjer fra Decartes til Spinoza til Gilles Deleuze, og daoistiske mestre som Sun Bu’er og Lü Yen. Alle spiller de en rolle i tilblivelsen af det kommende album. Selv tør jeg ikke rykke på lotusstillingen af frygt for at tabe bolden, men min bevidsthed er ude i en maratonkamp. Simon må have det på samme måde, for vores koncentration er rettet mod den vise mand, hvis silhuet flimrer mellem blåt og hvidt, fra det kraftige genskin bag ham. I bilen på vej hjem udløser denne flimren et migræneanfald hos min lillebror – det første nogensinde.

»Det jeg ville frem til, det var sådan set, at Spinoza ligesom siger, ’Vi ved ikke, hvad et legeme formår,’ og det er sådan set meget radikalt for mig, fordi jeg må føle på mit eget legeme, hvad det er, det formår, velvidende, at der både som menneske - og som affældigt, gammelt menneske – er så mange mange ting, som jeg ikke er i stand til, men alligevel er det spændende at se, hvor det kan bære hen, det behøver jo ikke høre op,« slutter han.

Kroppen er en anden, end da han spillede tennis på højt plan. De fysiske bevægelsesmønstre har forandret sig, men han er stadig nysgerrig efter at udforske, hvad det nuværende legeme formår. Hvad angår tanken, så bevæger han sig længere ud end nogensinde.

Havde det nu været en tenniskamp, så kunne man sige, at bolden fortsætter med at hoppe, efter spillerne har forladt banen.