»A violent orgy of light«
Sådan beskrev Albert Camus sit første møde med millionbyen i 1946. Den franske forfatter var hverken begejstret over byens puls eller dens indbyggere, som han mente lignede statister i en B-film. Anderledes positiv var hans landskvinde Simone de Beauvoir, da hun vandrede gennem Lower Manhattan året efter:
»The fact is, this neighborhood is like nothing I’ve ever seen. But I know I will love it.«
Det er snap-shots som disse, der i selskab med blandt andre George Washington og Charles Dickens skaber en mosaik af fortællinger i Teresa Carpenters New York Diaries. Som dagbogsfanatiker har Carpenter snaget i utallige personlige beretninger for at håndplukke materiale til samlingen, der spreder sig over fire århundreder. Tilgangen er et ph.d. projekt værdigt, og de tidligste beretninger kan dateres til 1609. Dagbogscitaterne har det til fælles, at de er skrevet af kendte og ukendte personer, der i kortere eller længere perioder har kaldt sig New Yorkere. Der er bidrag fra tidlige immigranter, som sejlede mod lyset på Lower Manhattan og moderne bloggere, der så byen kollapse den 11. september 2001. Der er ikke tale om en guidebog til New York. Leder man efter tips til billige Broadway-billetter eller hippe loppemarkeder, kan man passende klikke videre til Turen Går Til.
New York Diaries er øjebliksbilleder, der handler om alt fra hverdagens trummerum til større eksistentielle overvejelser.
»The criterion for selection was simple,« skriver Carpenter, »I chose these entries because I liked them. They moved me, fascinated me, made me angry, made me laugh, invited tears, or simply satisfied my curiosity.«
Dette sammensurium af private iagttagelser rækker på tværs af tid, da Carpenter ikke følger en kronologisk tidslinje, men inddeler sine citater efter måneder. Således kan man i det første kapitel læse om George Washingtons tandpine i januar 1790 og Andy Warhols kritik af James Dean i januar 1981.
En stor del af citaterne kommenterer desuden på byen udenfor. Særligt de nyankommende forholder sig skeptisk til byens arkitektur og høje tempo. En febervild Albert Camus stikker gerne en pind i myretuen velvidende, at hans første indtryk af byen næppe varer sygdommen ud.
»Tired. My flu comes back. And it’s on shaky legs that I get the first impact of New York. At first glance, a hideous, inhuman city… I go to bed sick in both body and soul, but knowing perfectly well that I will have changed my mind in two days.«
Det samme gælder den unge Anaïs Nin, der ankom til byen i 1913.
»Although I admire New York for its progress, I hate it, I find it superficial. I saw it as an ugly prison.«
Så er der dem, der håber på, at storbyen kan føre til et gennembrud i karrieren. Danseren Tony Bentley skriver i 1981 om hendes frygt for at drukne i mængden.
»Tonight I watched several girls who were my peers and many younger race ahead to stardom on the big stage. As the curtain rose, all my friends became goddesses, and I felt alone and mortal.«
I 1948 er den 26årige Jack Kerouac bare én ud af talrige unge forfattere, der venter på et gennembrud. Frustrationen over ikke at have hørt fra forlaget Scribner går ud over hans dagbog.
»No word from Scribner’s. Their silence and businesslike judicious patience is driving me crazy with tension, worry, expectation, disappointment – everything.«
Dertil kommer de mere humoristiske bidrag, som for eksempel Andy Warhol’s tvivlsomme kostråd fra 1981.
»I had some wine and a couple of aspirin to try to get rid of the pain in my back. I’m also trying to take two aspirin a day so I don’t become senile because I just read that it stops the hardening of the arteries.«
Walt Whitman interesserer sig ligeledes for kroppens ve og vel. I 1847 tynger det poesiens bedstefar, at så få mennesker går i bad. Whitman mener ikke, at der er noget hokuspokus ved en daglig vask.
»Nor is anything absolutely necessary to a bath except a pitcher of water in one’s room, a sponge and a towel; by using these daily, one will feel better and live longer.«
Bogen skildrer de håb og drømme, som får maskinen New York til at køre rundt. Det er håb og drømme, der ligeledes går på tværs af tid. De individuelle fortællinger i New York Diaries glider sammen, mens årstallene træder i baggrunden. De frustrationer, glæder og sorger, som indgår i samlingen, ligner til forveksling de private tanker, folk betror deres dagbøger i dag.
New York Diaries er ikke et glansbillede af New York, men den giver et interessant indblik i en ikonisk metropol. Bogen henvender sig til dem, der kan lide en antropologisk tilgang til verden og har en kærlighed til dagbogens fortrolighed. Den kan anbefales herfra sammen med et varmt bad og et par panodil.