»Jeg forsøger at ændre nogle normer,« Lenore Skenazy taler hurtigt, og det ene argument afløser det andet. Hun har skullet stå på mål for sine holdninger, siden hun i 2008 lod sin 9-årige søn, Izzy, finde hjem alene via subwayen i New York. Izzy havde selv ønsket opgaven, og han klarede den uden besvær. Det skrev Skenazy om efterfølgende i indlægget Why I Let My 9-Year-Old Ride the Subway Alone i netavisen The New York Sun. Angrebene var overvældende. Skenazy blev af offentligheden erklæret uegnet som mor. Hun fik tilnavnet ’Amerikas værste mor’ og blev truet med en anholdelse for omsorgssvigt.
Hun er stadig overrasket over reaktionerne. Forud for Skenazys indlæg havde lignende diskussioner om forældres overvågning af børn fundet sted i diverse medier: nogle advokerede for at lade deres børn anvende offentlige toiletter uden opsyn. Andre lod deres børn lege alene ude. Alligevel eskalerede Skenazys indlæg. Børn alene i subwayen var uhørt.
»Jeg tror, at folk har en opfattelse af subwayen, som stammer fra film. De forestiller sig, at den er fuld af kriminelle, affald, rotter og kaos. For dem er subwayen lig med den inderste ring i Dantes helvede. Man bevæger sig ned, ned, ned, ned - og der finder man E-toget sammen med Lucifer. Jeg tror, det er årsagen.«
Hændelsen fik Skenazy til at udgive bogen Free-Range Kids: How to Raise Safe, Self-Reliant Children (Without Going Nuts With Worry). Bogen udkom i 2009 og indeholder også et afsnit om den danske mor, der blev fængslet for at stille sit barn i en barnevogn uden for en restaurant i New York 1997. Free range kids har siden vokset sig til en bevægelse, der kæmper for børns ret til at bevæge sig uden opsyn. Flere og flere synes at tilslutte sig Skenazys agenda. I januar 2015 havde tv-kanalen Discovery Life premiere på en udsendelse, hvor Skenazy i 13 afsnit udfordrer forældres paranoia. World’s Worst Mom, hedder serien. Skenazy har desuden fået taletid i alle store amerikanske medier og The New Yorker bragte i februar i år en profil af hende. Men resten af verden følger også med. Skenazy fortæller, at hun forleden blev interviewet til en af de største kinesiske tv-stationer, og The Sunday Times of London har skrevet om hende flere gange. Avisen har desuden været med til at gøre begrebet free range kids til noget indbydende.
»The Sunday Times bragte en artikel, som diskuterede, hvor i England, det var bedst at bo, og underrubrikken lød Fantastic Villages to raise free range kids. Det føles som om, free range kids er gået fra at være noget skørt til at være noget attraktivt.«
Skenazy bruger eksponeringen til at sprede sit budskab til så mange forældre som muligt: de skal stoppe med at pakke deres børn ind i vat. »Folk gør det, fordi de tror, det er det bedste for deres børn, men det er en kultur skabt af frygt,« fortæller hun.
Hun mener, at moderne forældre bør vågne op fra den »hypnose«, de er underlagt. Skenazy halverer farten af sine ord, mens hun monotont illustrerer, hvad det er for en frygt, der roterer i hovedet på forældre:
»Dit barn er i konstant fare. Du er nød til at overvåge dem. Du er nødt til at putte en GPS på dem. Du er nødt til at lægge en babyalarm i deres vugge. Du er nødt til at holde øje med alt, hvad de spiser, og du er nødt til at køre dem til alt.«
Det med at køre sine børn i skole er en af Skenazy kæpheste. Hun fortæller, at kun 11% af amerikanske elever går til og fra skole. Det er blevet kutyme, at man henter og bringer sine børn, hvilket – hvis der er tale om bilkørsel – er skadeligt for både miljøet og børns sundhed. Hun påpeger desuden, at de færreste af disse forældre blev kørt til skole, da de var børn. Med generationsskiftet synes der således at være opstået en konsensus om, at børn er i større fare end tidligere. Men passer det?
I midten af 1970’erne foretog den amerikanske forsker Roger Hart en undersøgelse blandt børn i alderen fire til tolv i en lille by i Vermont. Harts opgave var at dokumentere børnenes adfærd, færden og legemønstre - med og uden forældre. I to år fulgte Hart børnene. De publicerede resultater fra 1978 vidner om, at børn især udviklede deres selvstændighed og sociale færdigheder, når de var uden opsyn. Godt tredive år senere vendte Hart tilbage til den samme by for at gentage sin undersøgelse. 75% af de børn Hart havde interviewet tidligere var nu selv forældre og boede stadig i byen, men noget fundamentalt havde ændret sig siden sidst. Hvor børnene i 70’erne i høj grad færdes på egen hånd, fandt Hart i 2007, at børnenes bevægelsesmønstre var indskrænkede og sjældent uden opsyn fra voksne. Hart fandt resultatet skadeligt for børns selvstændighed, men han bemærkede også, at forældrenes frygt ikke svarede til virkeligheden. Vold, kriminalitet og kidnapninger var langt mere sandsynlige i 1970’erne end i dag.
»Det er lige præcis det, jeg har sagt de sidste syv år,« istemmer Skenazy, »forældre springer altid til det værste scenarie først«. Det er tanken om ’hvad nu hvis’, som Skenazy vil have forældre væk fra. Det er den, hun mener, er blevet en dårlig vane. Selvfølgelig kan hun - som alle andre mødre - være nervøs for sine børn, men hendes frygt begrænser ikke deres adfærd. Hendes opgave som mor er at skabe de sikreste rammer – ligesom hun dengang i 2008 sørgede for, at Izzy havde subway-kort, adresse og telefonnummer, samt penge til en taxa. Free range kids handler lige så meget om at fremme børns selvstændighed. At se dem som individer, der har brug for frihed til at forme tanker og meninger, som er deres egne. Hun kæmper ikke blot for at overbevise forældre om vigtigheden i sine argumenter. Hun kæmper også for at overbevise systemet om, at børn der færdes uden forældre ikke nødvendigvis er blevet væk fra dem. Derfor følger der et børne-ID kort med, når man køber hendes bog. Børn kan have det på sig, når de leger uden voksne i nærheden. Til bekymrede står der: »Jeg er ikke faret vild. Jeg er et free range barn. De voksne i mit liv ved, hvor jeg er.«