Vi sidder parkeret på skolebænke rundt om den pult, hvorfra Joyce Carol Oates læser op fra sin nye roman Carthage. Hun kommer direkte fra tre timers skriveundervisning med elever ved New York University, og hun har stadig lærerbrillerne på.
»Er der nogen, der har spørgsmål til det at skrive?« spørger hun det beskedne antal fremmødte. Oates formoder, at de fleste blandt publikum er forfattere. Mange nikker ja, for det er trods alt Brooklyn; New Yorks litterære smeltedigel. Spørgsmål bliver besvaret med spørgsmål.
»Hvordan begynder du på en ny roman?« spørger en fra det skrivende publikum.
»Det er et godt spørgsmål, hvordan begynder du?« svarer forfatteren.
Jeg har aldrig skrevet en roman og vil egentlig hellere høre Oates fortælle om sin seneste Carthage. Carthage er en lille by nord for New York, som Oates har valgt, fordi navnet har noget klassisk over sig – og fordi hun kender området særdeles godt og har brugt det i flere af sine historier.
»C a r t h a g e…« hun smager på ordet
»Det har en klassisk lyd, ligesom flere andre bynavne nord for New York fx Troy og Ithaca. Bynavne er vigtige for mig. Jeg plejede at studere landkort og skrive navnene ned på de byer, jeg synes lød smukke. Jeg har stadig de lister liggende. De byer, der er sat flueben ved, har jeg brugt i mine bøger«, fortæller hun og tilføjer:
»Det smukke kan også være grimt«.
Den sætning rammer prikken over i’et på Oates forfatterskab. Hun graver ofte i menneskets mørke sider, skildrer menneskets frygt og deres hemmeligheder, disharmoni, mishandling, sex og vold. Det, der syner idyl, er det sjældent, når det har været gennem hendes pen. Carthage er ingen undtagelse. Romanen binder led mellem en forsvunden teenagepige og en hjemvendt veteran fra krigen i Irak. Pigen, Cressida Mayfield, er den yngste blandt to søskende, og hun lider af et velkendt lillesøsterkompleks. Cressida har indset, at hun aldrig bliver så smuk, populær, god og elsket som sin kristne søster. Til gengæld er hun den kloge af de to, men det gør hende blot arrogant og hoverende i sin adfærd. Hun har ingen venner, storesøsteren Juliet har mange. Desuden er Juliet kæreste med den populære stjerne på skolens fodboldhold, Brett Kincaid, hvis skæbne tager en drejning, da han kort tid efter 9/11 melder sig ind i hæren for at tjene sit land i kampen mod terrorisme. Så langt, så godt. Men da Cressida ikke kommer hjem en aften, og man finder en døddrukken Brett Kincaid i sin bil - med blod på forsædet og kradsmærker i ansigtet - tager bogen en uforudset drejning. Så uforudset, at jeg vil vove at påstå, at ingen andre en Joyce Carol Oates – og muligvis Jonathan Franzen – har fantasi til at spinde sådan et narrativ sammen. Man taber pusten som læser, og det er ikke ment som et kompliment.
Høj pistolføring
Første del af Carthage tematiserer de fysiske og psykiske ar, som unge soldater vender hjem fra krig med. Gennem Brett Kincaids indre monologer løftes sløret for de grusomheder, han har oplevet i Irak. Oates skildrer det problematiske ved at sende en flok drenge af sted med geværer under armen for at hævne deres land. Det moralske kompas svigter, og grænserne for, hvad der er rigtigt og forkert, udviskes. Ideen til historien fik Oates under en løbetur (Oates har tidligere udtalt, at hun finder løbeture enormt stimulerende for fantasien).
»Jeg befandt mig i et område, jeg ikke tidligere havde været i. Her får jeg øje på en gruppe unge mænd. De var alle handicappede og stod sammen i en lille gruppe. Det viste sig at være unge krigsveteraner. Jeg blev overrasket, for jeg havde aldrig set noget lignende. De er normalt gemt af vejen i samfundet, og jeg ønskede at give dem en stemme.«
Oates har uden tvivl researchet sit emne grundigt og formår også at skrive relevant og troværdigt herom. Men det bliver der ikke talt meget om denne aften i boghandlen. Det er i det hele taget et underligt set-up, fordi der mangler en interviewer til at stille de relevante spørgsmål.
H-h-h-h-højtlæsning
Oates begynder aftenen med at læse op fra indledningen af Carthage. Det er første gang, hun læser højt fra den nye roman, fortæller hun, og sætningerne mangler rutine. Det betyder ikke noget, for jeg holder meget af at høre Oates læse højt. Første gang var for et par år siden, da hun var aktuel med sin memoir A Widow’s Story. En personlig beretning om at miste sin ægtefælle. Dengang undgik hun – sandsynligvis grundet det emotionelle - at læse op fra memoiren. I stedet læste hun højt fra en af sine utallige novellesamlinger. Med stærk lokal accent og en sjælden indlevelse, tryllebandt hun med sin barske fortælling om et barn med tvivlsom udsigt til et lykkeligt liv. For Oates går op i sproget. Hun er ikke pedantisk, men hun bruger accent, slang og sproglige markører til at forme karaktererne. Både når hun læser op, og når hun skriver. En kritiker har provokerende påpeget Oates Scooby-Doo stil (Amerikansk tegneseriehund med talefejl, red.) pga. hendes gentagelse af konsonanter. Følgende eksempler er fra Carthage: But if human beings have d-died in here og B-born. Det er en smagssag, og efter min mening ligger Oates styrke netop i hendes evne til at skrive troværdige karakterer. Her må hun gerne bruge sproget som virkemiddel.
James Bond på afveje
Oates fortæller, at hun opbygger et særligt forhold til de karakterer, hun skriver frem:
»Jeg kommer meget tæt på de forskellige karakterer, når jeg skriver. Mens jeg skrev Carthage kom jeg særlig tæt på faren Zeno. En magtfuld mand, som mister det hele.«
Zeno er far til Cressida – den forsvundne datter. Frustrationen, uvisheden og smerten over tabet knækker ham. Det er interessant, at Oates udpeger ham, for der er flere hundrede sider i Carthage, hvor Zeno ikke optræder.
Fortællestemmen i Carthage skifter mellem karaktererne. Gennem deres forskellige perspektiver kan læseren stykke historien sammen, men Cressida Mayfield og Brett Kincaids indre monologer fylder dog størstedelen af bogen. Oates taler en del om struktur. Både i sine egne og andres værker. Hun nævner Hemingway, James Joyce og D.H Lawrence som eksempler.
»Struktur er vigtig for dramatikken. Hemingway er en god inspirationskilde. Hans struktur er en god base for skrivning.«
Oates underviser både i at skrive og i litteratur og har gjort det i mange år. Hun fortæller, at hun ikke kan lade være med at blive påvirket af de værker, hun underviser i. Elevernes skrivestil influerer ikke hendes arbejde, men de store forfattere, som hun dissekerer i undervisningstimerne, har haft betydning for hendes egen stil.
»Hvad med brutaliteten i dine historier?«, er der en på rækken bag mig, der spørger.
»Jeg har boet i Detroit i en stor del af mit liv. Det har haft en effekt. Jeg kan ikke se verden gennem Jane Austens øjne. Det ligger for fjernt fra mig.«
Der er givetvis langt fra Jane Austens victorianske England, til Joyce Carol Oates gotiske provinsuhygge, men Oates fantasi fejler nu ingenting. Som nævnt tidligere stikker historien af i anden del af Carthage. Her kan man fristes til at tro, at Oates har skiftet de klassiske inspirationskilder ud med Ian Fleming. Der går i hvert fald James Bond i den, med falske identitetskort, samt ure og kuglepinde, der kan tage billeder og optage lyd. I top-sikrede fængsler vel og mærke. Følgende citat er fra bogens andel del:
»Her own Sony watch, a gift from the Investigator, wasn’t so conspicious on the Intern’s wrist, nor did she feel comfortable about using it. The Investigator had rehearsed picture-taking with her – numerous times – but the Investigator had told her not to take pictures inside the facility if she was anxious about doing so…«
Jeg skal ikke afsløre, hvem denne Investigator og hans Intern er, og det ville blive utroværdigt, hvis jeg forsøgte. For det er en langt ude historie. Carthage er ikke Oates bedste roman. Første del er en anelse klichepræget, mens den sidste halvdel er det modsatte. Desuden bliver det en anelse langtrukkent, når samme historie skal fortælles fra alle de involveredes vinkler. Det samme gælder for bogens anden del, som har en (alt for) lang og detaljeret beskrivelse af et besøg i et fængsel. Oates har selv undervist et skrivekursus i et fængsel, så hun ved helt sikkert, hvad hun skriver om. Det bliver bare for langt.
Heldigvis er Oates en produktiv forfatter, selv om hun erklærer sig uenig heri. Hun publicerer i gennemsnit to bøger om året og har således en lang liste af udgivelser bag sig. Der er noget for enhver smag: romaner, noveller, digte, biografier og essays om blandt andet boksning. Oates har fulgt Mike Tyson i mange år og skrevet den kritikerroste samling On Boxing, som Norman Mailer, en anden litterær sværvægter, blåstemplede med følgende bemærkning: »Joyce Carol Oates has written this remarkable book On Boxing. It’s so good I’d almost thought that I had written it myself.« Hendes bidrag til litteraturen går ikke ubemærket hen, og hun nævnes hvert år som en favorit til Nobelprisen i litteratur.
@JoyceCarolOates
I et langt liv og et langt forfatterskab stikker nogle bøger ud som fremragende, mens andre forbliver middelmådige. Carthage tilhører den sidste kategori. Dog kan man ikke komme udenom, at Oates er et fyrtårn inden for amerikansk litteratur, og hun er værd at følge. Om det er som anmelder i New York Times, på Twitter eller i den lokale boghandel. Det bliver interessant at se, hvad hun skriver sig frem til næste gang. Lad os håbe, at der bliver plads til en interviewer til at stille lige netop det spørgsmål.