»Jeg må ryge samtidig,« afbryder Maria Gerhardt og rejser sig for at gå over mod døren.
Vi har talt sammen i ti minutter om den bog, der udkommer lige om lidt. Debuten, Der bor Hollywoodstjerner på vejen. Bogen er først og fremmest en kærlighedshistorie, men den går også helt tæt på forfatteren selv og hendes sygdomsforløb.
»Jeg er godt nok stoppet med at ryge, men altså alt det her nervøsitet omkring modtagelsen af bogen,« undskylder hun, mens hun tænder cigaretten.
Maria Gerhardt har altid skrevet, men Der bor Hollywoodstjerner på vejen er hendes litterære debut. Den handler om at vente på en kvinde i årevis - indtil dig, mig og vi to går op i en højere enhed - og når man så endelig står som lykkens pamfilius, så banker døden på døren. Fordi hovedpersonen har investeret alt i sine venskaber, parforhold, fester og projekter, er der ikke lagt penge til side til sygdom. Hun er derfor henlagt til den danske stat og et velfærdssystem, som de færreste i omgangskredsen tror på.
Min generation tror ikke på velfærdssamfundet. Hvis det ikke havde været så tragisk, havde det været nuser. Nogle tager dagene som de kommer. Andre forsikrer sig privat, låner penge af deres forældre, sparer op til deres børn. Vækst foregår i drivhusene.
For Maria Gerhardt får sygdommen en del konsekvenser. Hun må lukke sit magasin, sætte DJ-karrieren på stand by og skifte adressen på Frederiksberg ud med svigerforældrenes villa i Hellerup. Bogen er fortalt i to spor: det ene omhandler sygdomsforløbet, mens det andet fortæller om årene der går forud. Sidstnævnte består af en form for nedslag, med stemningsbilleder fra et liv med skiftende jobs, venner, fester, stoffer, rejser og kærester. Dette baggrundsspor tegner på mange måder et generationsbillede af København fra de sidste to årtier.
»Der er både lidt generationsroman og lidt dannelsesroman, men det er ikke noget, jeg har tænkt over på forhånd. Det er klart, at når man har været mange steder i sit liv og altså det har jeg. Jeg har været around. Min far læste bogen forleden, og så sagde han ‘sikken et sjovt liv, du har levet’, som om det var sådan en overraskelse. ‘Ja, her har vi gået og været så bekymrede’,« griner Maria Gerhardt.
Et styks bog. Nej tak.
Der bor Hollywoodstjerner på vejen er skrevet på opfordring. Efter ATLAS publicerede et essay af Gerhardt med samme titel, blev hun kontaktet af flere forlag, der gerne ville udgive en bog med hendes historie.
»Jeg fik en henvendelse, og så tror jeg, at de godt kunne have tænkt sig en yngre kræftbog, og det gad jeg ikke,« forklarer hun.
Maria Gerhardt ønskede at fortælle den historie, som hun ikke selv havde læst. Hun var derfor bevidst om, hvilken bog hun gerne ville skrive - og hvilke emner hun fandt fortærsket.
»Altså jeg synes meget kræft-bøger, kræft-interviews og selvhjælpsbøger omkring sygdom, det er sådan meget den ene vej. Det er den succesfulde syge, som går grueligt meget igennem og løber et marathon og nu er alt godt. Altså sådan er det lidt. Det er den eneste måde, man kan holde ud at snakke om sygdom på, fordi så er man den gode syge, så vækker man ikke folks dødsangst,« forklarer hun.
-Hvad har reaktionerne ellers været fra venner og famile, for jeg synes, du går tæt på både din kæreste og jeres familier? På et tidspunkt er der nærmest seks personer i forholdet. Dine forældre, hendes forældre og jer to.
»Man kan sige, det er selvfølgelig sat på spidsen ikke. Jeg tager mig en del friheder i bogen, fordi det ikke er en selvbiografi, men der er et litterært lag. Jeg skriver ikke den store objektive sandhed, jeg skriver min historie og de stemninger, jeg husker,« forklarer hun og fortsætter.
»Mine forældre havde jeg fortalt lidt i forvejen, hvad bogen ligesom gik ud på. Min svigermor synes, det er vidunderligt, at jeg har skrevet en bog, men hun ønsker ikke at læse den. Altså man må jo også tage sig nogle friheder, når man ligesom selv starter med…Hvis man blotter sig, og det gør jeg jo,« konstaterer hun.
Så er der billedet af Maria Gerhardts kæreste, som i bogen idealiseres, sådan som det hører sig til i enhver god kærlighedshistorie.
»Min kæreste skulle lige vende sig til, at jeg har skrevet Grease, og hun var Sandy,« griner Maria Gerhardt.
I så fald er det en Sandy med flossede kanter. For selv om det ‘du’, som betegner kæresten gennem bogen, er klassisk dannet, spiser længe og pænt ved bordet og ved en helt masse om alt muligt, så fortæller bogen også, hvordan angsten for døden kan smitte af på ens partner.
Jeg har ikke haft dødsangst før nu. Jeg har ment, at jeg var for vigtig til at dø, endelig har mit storhedsvanvid føltes behændigt. Men nu kommer dødsangsten krybende. Du har smittet mig. Du siger det i et roligt øjeblik, da mørket har omsluttet os. Alt er blevet farligt.
Det med dødsangsten vender Maria Gerhardt tilbage til flere gange under samtalen. Hun har set, hvilke konsekvenser det kan have at give efter for angsten. Der bor Hollywoodstjerner på vejen fortæller ikke kun om de fysiske udfordringer ved kræftbehandlingen. Bogen beskriver i høj grad de mentale kvantespring, der er nødvendige for at tro på, at man overlever.
- To steder i bogen skriver du, at du er for vigtig til at dø.
»Ja,« siger Maria Gerhardt og griner.
- Er det en sætning, der kendetegner vores generation? At vi selv synes, at vi er vigtige?
»Jeg tænker, at det i hvert fald var et meget godt værn mod dødsangst, fordi dødsangst er virkelig ikke en fed ting at have, når man er dødsyg. Det kan jeg se på andre, der har den, som er syge. Jeg kunne se den på min kæreste altså dels i forhold til mig, men også i forhold til hende selv. Jeg ved sgu ikke, hvad jeg skulle have gjort det år uden at have den sætning i hovedet. Jeg har altid været flov over det der med at føle sig lidt speciel ikke. Selvfølgelig er jeg også blevet klappet meget af, men jeg har også fået mange hug,« forklarer hun.
En natsværmer går i hi
Som helt ung søgte Maria Gerhardt ind på Forfatterskolen to år i træk, men blev ikke optaget. Litteratur har altid interesseret hende, men rollen som redaktør og skribent for magasinet Københavner har haft stor betydning for hendes skrivning.
»Det kostede mig en del penge at lave det blad, men det blev en form for uddannelse, og det har i den grad slebet mig af som skribent at sidde og redigere andres tekster. Og være i et rum, hvor man kunne snakke om det,« erkender hun.
I bladets inderkreds var forfattere som Martin Kongstad og Kasper Colling Nielsen.
»Det var enormt fedt for mig at have en dagligdag pludselig, hvor man havde levet om natten, og så okay nu laver jeg blad, så kunne man ligesom få vendt sin natterytme,« fortæller hun.
Debutbogen er skrevet på egen hånd og processen har været præget af disciplin. Romanen har taget form alle hverdage fra klokken ni til halv fire i 2014. Pånær de dage, hvor sønnen skulle hentes tidligere i vuggestue, eller sygdommens efterdønninger var for dominerende. Det med at lytte til sin egen krop og mærke efter er først noget, Maria Gerhardt er begyndt på nu. Hverdagen i Hellerup står i klar kontrast til det liv, som hun i mange år levede om natten i København.
Vi flytter ud af byen, og foråret er på vej. Det er fantastisk. Herude er jeg ingen. Jeg er mærkelig. Jeg er på sygedagpenge. Jeg er en mor i vuggestuen. I det dyre supermarked står de velfriserede børn med åben mund og glor efter mig. Er jeg mand, kvinde, syg, rask eller freak? Jeg er anonym og sært priviligeret. Når jeg går ud efter post, er jeg ikke længere syg og fattig. Jeg er millionær. Man bor kun her, if you made it.
Det er svært ikke at læse sidstenævnte med en hvis ironisk distance. Det er de færreste på sygedagpenge, der ender i en villa i Hellerup, og der er ikke meget amerikansk drøm over situationen. Bogens titel spiller på de glansbilleder som Hollywood serverer. For Der bor Hollywoodstjerner på vejen er langt fra et glansbillede. Bogen beskriver uden filter et sygdomsforløb, hvor man er afhængig af al den hjælp, man kan få. Både fra staten, venner og familie. Den indeholder subtile politiske betragtninger, som læseren kan forholde sig til, stille spørgsmålstegn ved eller blot læse henover.
-Er det på en måde helt eksotisk at flytte til Hellerup?
»Totalt! Det er da det vildeste antropologiske studie.«
-Tænker du, at det er nemmere at have et liv med penge?
»Altså det er klart, at nogen ting er nemmere. Men når jeg går rundt derude, så ser de ikke specielt lykkelige ud. Men koderne er meget tydelige, hvilket er befriende og jeg kender ikke nogen, men altså det er ikke der, vi ender,« afslører hun.
-Du kender rigtig mange mennesker i København. Blev det for meget at møde dem hver dag, da du blev syg?
»Det der med at møde folk, når man ikke har noget at give, det bryder jeg mig ikke om. Det følte jeg ikke, jeg havde. Og det var meget smertefuldt. Så derfor var det en lise at sidde derude. Så måtte folk sgu komme, hvis de ville«
Man kan ikke både være lesbisk, syg og ked af det. Det er en kategori for meget. Hvis jeg så i det mindste havde en god uge og var den smilende syge. Hvis jeg kom og var fyldt med overskud, gav lange knus og var intens i blikket. Hvis jeg lige havde været i avisen. Men jeg sidder formummet, siger ikke noget, giver ikke noget. Jeg fryser bare og vil gerne hurtigt hjem.
Et kærligt glansbillede
Flytningen har fået Maria Gerhardt til at åbne øjnene for især naturen. Hun bor tæt på vandet, og hun er begyndt at interessere sig for botanik. Med kyndig hjælp fra kæresten.
»Jeg har aldrig lagt mærke til naturen før. Min kæreste har lært mig at se den. Jeg er ikke opdraget på den måde, eller også så jeg den bare ikke. Nej, jeg vil nok sige, at jeg ikke er opdraget til at sætte ordentlig pris på naturen, så jeg lagde simpelthen ikke mærke til den,« fortæller hun.
Bogen vender flere gange tilbage til spørgsmålet om klasse. Er der forskel på at være født med havudsigt eller ej? Kontrasten er finest skildret i kærlighedshistorien, hvor de to kvinder kommer fra forskellige miljøer. Hovedpersonen betragter sin dannede kæreste, lader hende være lærermester, men udfordrer også de klassiske forestillinger: Nogle gange ifører jeg mig selv lånte fjer for at starte en pudekamp.
Historien er fortalt over Marias forhold til Rosa.
»Jeg så Rosa for første gang, og så tænke jeg, at hun er alt for fin til mig. Det går ikke, det er så meget out of my league, som det kan være,« griner hun.
Man kan drage paralleller til den fascination, som Adele har af den blåhårede Emma i filmen Adeles liv. Den film har Maria Gerhardt også set, og hun fortæller, at forholdet mellem Elin og Agnes i yndlingsfilmen, Fucking Åmål, ligeledes handler om at komme fra forskellige baggrunde. I Der bor Hollywoodstjerner på vejen kredser jeg'et og du'et om hinanden, mens livet leves på hver sin adresse, hvor kærester kommer og går. Det er historien om, at man ikke helt forstår, hvad der sker, før hjertet banker så hårdt, at man må rejse med det første fly hjem fra Paris for at erklære sin kærlighed.
»Kærlighedshistorien ville jeg bare gerne have skulle stå så rent, som muligt,« forklarer Maria Gerhardt, da vi taler om den lyserøde linse, som historien er fortalt ud fra.
»Det er en arketypisk fortælling,« konstaterer hun og erkender, at hun skam også har »pudset sin egen læderjakke,« da hun besluttede sig for hvilke historier, der skulle stå i kursiv i bogen.
-Jeg har bidt mærke i det Inger Christensen citat, du starter bogen med.
»Det er smukt ikke?«
-Jo meget.
Citatet er fra digtværket DET og lyder: »Jeg har forsøgt at fortælle om en verden, der ikke findes for at den skulle findes«.
-Din kæreste siger på et tidspunkt, at du har et glansbillede af hende. Du skriver, at du lever for de glansbilleder. Det er ikke et glansbillede, du har skrevet - langt fra - men det er en verden, du har bygget op og serverer.
»Som Hollywood lever af ikke også?« smiler Maria Gerhardt og fortsætter.
»Jeg forstår det også sådan, at man nogle gange må tro på, at der er noget, der er sådan. Selv om man måske ikke tror på det i starten,« forklarer hun og nævner titlen på Jenny Wilsons seneste album Demand the Impossible.
Inden jeg forlader kontoret på Frederiksberg, finder hun et billede af bogens cover frem på sin computer. Jeg har endnu ikke set det færdige eksemplar, for det mangler stadig at komme fra tryk. På forsiden er et billede af en buket håndplukkede blomster i en krystalvase. Måske er det den loppemarkedsvase, som flytter med til Hellerup: Det er ligesom om, den er blevet mere værd, efter at vi er flyttet herud.
Det kan godt være, at Maria Gerhardt ikke kom ind på Forfatterskolen dengang for mange år siden. Men det er alligevel lykkedes hende at fortælle om en verden for at den skulle findes. Forfatteren kan derfor roligt lægge cigaretterne tilbage på hylden.