Gaden hedder Broadway, men adressen er Brooklyn. Der er derfor ingen glitrende neonskilte med en syngende Mama Mia, og de røde sightseeing busser er for længst vendt om. Bushwick Book Club har inviteret til Vonnegut-aften i et lokale, der kunne være taget ud af Tralfamadore – den fiktive planet i flere af Vonneguts sci-fi romaner. Der er dømt kosmisk hygge med kulørte lamper, og skåle med tørret frugt deles rundt blandt publikum. En reference til romanen, hvor rumvæsner (af arten Harmoniums) krøller sammen som tørret frugt, når de dør. Jeg kan godt se, at det lyder mærkeligt, når man tager det ud af konteksten. Men bliv hængende lidt endnu kære læser, for det er slet ikke så tosset, som det lyder.
»De fleste af aftenens sange er komponeret inden for det sidste døgn. Der er derfor tale om en premiere, og jeg vil bede alle om at tage godt imod«
En kvinde med en galaktisk frisure byder velkommen. Konceptet er enkelt. Der skal sættets lyd på Vonneguts roman The Sirens of Titan fra 1959. Jeg indrømmer gerne, at jeg er en anelse skeptisk, hvad angår aftenens musikalske indslag. Lige så skeptisk var jeg, da jeg for nyligt købte min første Vonnegut bog Slaughterhouse Five hos den lokale boghandler. Jeg havde ladet mig lokke af en forsideartikel i New York Times, men der synes langt fra journalistens gribende portræt af en sørgmodig forfatter til det støvede eksemplar af en science fiction roman, jeg stod med i hånden. Heldigvis viste indholdet af grønne marsmænd og stjernekrige sig at være minimalt. I stedet var der tale om noget så faktuelt som Anden Verdenskrig. Slaughterhouse Five handler nemlig om krigens grusomheder, men med en sci-fi indsprøjtning. Som tidligere soldat i krigen og tilstedeværende under bombningerne i Dresden er Vonnegut om nogen berettiget til denne omskrivning. Det interessante ved bogen er, at intet er så enkelt, som det ser ud. For Vonnegut er kendt for at servere en krads samfundspolitisk kritik pakket ind i syrede science fiction historier.
I aften er det dog en anden bog, der er hovedpersonen. The Sirens of Titan handler om hovedpersonen Malachi Constants vilde rejse i det ydre rum. Bogen bliver lystigt fortolket på scenen, hvor en smuk sangerinde netop har sat sig ved klaveret:
»Oh the spaceship, the spaceship, the wonderfull spaceship«, lyder teksten, som akkompagneres af en melodi, der minder om montagesangen fra en Disneyfilm. Denne optimistiske tone ligger langt fra Vonneguts tilværelse, hvis man skal tro den netop udkomne biografi And So it Goes. Bogen tegner et billede af en forfatter, der kæmpede med livet både i sin karriere og i det private. Især som forfatter følte han sig misforstået.
»A lot of critics think I’m stupid because my sentences are so simple and my method is so direct: they think these are defects. No. The point is to write as much as you know as quickly as possible«.
Vonnegut ønskede en plads i den tunge ende af litteraturen og ikke blot som sci-fi-skribent i letvægterklassen. Han ernærede sig i sine tidlige år som skribent for flere aviser, og her lærte han at skrive de præcise, korte og humoristiske sætninger, som kendetegner hans bøger. Denne skrivestil fandt hans kritikere for let tilgængelig, og Vonneguts bøger blev derfor kategoriseret som ungdomslitteratur. Det er ærgerligt, for Vonneguts humor, ironi og samfundskritik kan være svær at fange som ung. Og selv om Vonneguts romaner har sci-fi elementer, så hører de ikke under klassisk science fiction. Dette uddybes nærmere i den 513 sider lange biografi af Charles J. Shields. Her udpensles det, hvordan Vonnegut kæmpede med sine egne dæmoner indtil hans død i 2007, og det syntes aldrig rigtigt at gå op for ham, hvor stort et publikum, han egentlig havde.
På scenen i Bushwick optræder kunstneren Memo med et Leonard Cohen inspireret nummer, som falder mere i Vonneguts ånd.
»Nobody loved me when I was alive and there wasn’t much good on TV«,
Det melankolske over for det humoristiske er en Vonnegut-special, og man finder det både i hans bøger og i hans private tone. I et interview til Playboy i 1992 bliver Vonnegut spurgt ”What are you working on?”, hvortil han smilende svarer ”A divorce”. Den påståede skilsmisse til hans daværende kone blev aldrig til andet end overvejelser, selv om det burde, hvis man skal tro Shields biografi, der tegner et billede af et hæsligt ægteskab. Det er anekdoter som denne og mange andre af mere sørgelig karakter, man kan læse i And So it Goes. Vonnegut var en mand, der levede længere, end han selv ønskede. Biografien beskæftiger sig især med den dystre og tragiske side af forfatterens historie, og den er både læseværdig for dem, der holder af den biografiske genre og selvfølgelig Vonnegut-fans.
Selv er jeg redet med på bølgen, som nyligt udklækket Vonnegut læser, og der er en grund til, at New Yorkerne holder liv i Vonnegut med hyldestsange og forsideportrætter. Hvis den kære læser har holdt ved, så håber jeg, at denne springer med på moden. Enten som nybegynder med The Sirens of Titan og Slaugtherhouse Five eller med en dokumentation af galaktisk størrelse om manden selv. Musikken kan man med fordel lade blive i Buschwicks mørkeste afkroge eller sende til Tralfamadore. Den tåler næppe mere omtale, end den allerede har fået her.