Dagbog fra helvede

»Det er ham, du burde interviewe, ikke mig,« siger Larry Siems, som det første, da han træder ind i den lune kaffebar. Redaktøren har selv til gode at møde den mand, som han har været talerør for siden 2012. Men Guantánamo åbner ikke døren for omverdenen, og det er kun Mohamedou Ould Slahis advokater, der har adgang til deres klient. Det er også advokaterne, der siden 2005 har kæmpet for at få Slahis 466 siders manuskript frigivet. Et manuskript nedskrevet i hånden i månederne forud. Det tog syv år før manuskriptet blev clearet af den amerikanske regering, som havde tilføjet 2600 sorte overstregninger. Siems opgave har været at komme med bud på, hvad der står under de sorte streger.

Mohamedou Ould Slahi er forfatter til bogen Guantánamo Diary, som udkom d. 20. januar i USA, og er tilgængelig i en dansk oversættelse fra People’s Press. I 2002 blev Slahi kidnappet i sit eget land af den amerikanske efterretningstjeneste. Årsagen var den igangværende krig mod terror, men anklagen forbliver et åbent spørgsmål. Tretten år senere, er der ingen, der kan svare på, hvad Mohamedou Ould Slahi har gjort. Sandsynligvis er Slahi en uskyldig mand, der på grund af en række usandsynlige tilfældigheder, stadig sidder fængslet på den amerikanske base i Guantánamo.

- Det er svært ikke at trække en parallel mellem Slahis historie, og Josef K fra Kafkas Processen. Det er den samme meningsløshed, hvor ingen kender anklagen. Hvordan blev du selv en del af denne historie?

»I min tidligere bog The Torture Report havde jeg fået adgang til 140.000 klassificerede dokumenter omkring torturering af fanger i Guantánamo, Irak og Afghanistan. Mit job var at gennemgå disse dokumenter og samle nogle de historier, som kunne give omverdenen et indblik i det enorme materiale. En af de historier, som stod stærkest var den om Slahi, fordi hans tortur i Guantánamo er enormt veldokumenteret. Der er nogle korte klip med hans stemme, og han er humoristisk og interessant, og det var tydeligt, at regeringen ikke ville have, at vi skulle høre hans historie. I en af transskriptionerne står der, at optageren går i stykker lige der, hvor Slahi begynder at fortælle sin historie.«

-Blev du pålagt nogle regler i forbindelse med redigeringen?

»Nej, for der var tale om et offentlig tilgængeligt dokument. Så der var ikke nogen indblanding, samtidig med at der ikke var nogen hjælp at hente, som der normalt er, når man som redaktør arbejder med en nulevende forfatter. Det var ikke muligt at kommunikere med ham, og det var ikke muligt at besøge ham.«

Siems har søgt om tilladelse til begge dele, men ansøgningen blev afvist. Det har derfor aldrig været muligt for Slahi at kommentere eller godkende Siems redigering af bogen.

- Men Slahi havde selv nogle ønsker med hensyn til manuskriptet, ikke?

»Det var klart, at han gerne ville have bogen udgivet, men på det tidspunkt hvor manuskriptet blev frigivet, havde han næsten opgivet håbet om, at det ville blive en bog. Det første vi gjorde var at publicere uddrag i magasinet Slate i 2013, og der var stor interesse omkring det, også fra forlagene. Men det var et klart ønske fra ham til advokaterne, at han ønskede manuskriptet udgivet som bog.«

- Det har en særlig virkning, at hans historie udkommer som bog, for det bliver et monument, som er svær at overse.

»Jeg er helt enig, alene størrelsesordenen på hans rejse bliver på flere måder episk. Det er Odysseus endeløse rejse –  som Slahi selv kalder ’min endeløse verdensturne’ – hvor han forliser flere steder. Men det er også en episk fortælling, fordi den havner i centrum af den her historiske kamp mellem amerikanske instanser. Da han ankommer til Guantánamo kæmper de forskellige bureauer om, hvilken fremgangsmåde, man skal bruge til at forhøre fanger. FBI ønsker at gøre det efter bogen, men Pentagon havde fremsat en enhed inden for forsvarstjenesten, der skulle agere som model i forhold til CIA's black sites. FBI ønskede at styre Slahis forhør, men militæret ville ramme ham,« forklarer Siems og slår en knytnæve i hånden. »FBI mistede kontrollen, og det fik katastrofale konsekvenser, som du ved.«

Det katastrofale skift betyder, at Slahi kan tortureres. Og det bliver han. Han ydmyges fysisk, psykisk og seksuelt gennem overgreb, som han har svært ved at nedskrive på papir. Metoderne er så grumme, at flere vagter siger op.

- Slahi skildrer i høj grad den ambivalens, der eksisterer blandt vagter og forhørerne i Guantánamo. Mange har svært ved at forene deres kristne overbevisning med deres arbejde?

»I over ti år er fortællingen om tortur-programmet blevet styret af dem, der designede og udførte det. Den fortælling har lydt på følgende måde: ’der er ikke tale om tortur’, og ’det var hårdt, men det virkede’. For at kunne promovere dette narrativ, var man nødt til at tage følgende forholdsregler: man måtte sørge for, at dem, der blev tortureret, ikke fik mulighed for at ytre sig, og så måtte man uddele mundkurv eller marginalisere dem, der protesterede. Bogen fortæller, hvordan tortur ikke kun er til skade for dem der tortureres, det har også konsekvenser for dem, der må udføre ordrene.« 

Situationen omkring Guantánamo, handler i høj grad om politisk distance. Der er langt mellem dem, der tager beslutningerne, og dem der bliver bedt om at eksekvere dem.

Du ligner en terrorist

- Et andet aspekt af krigen mod terror, er de enorme ressourcer, det kræver at holde opsyn med hele verden. Slahi påpeger selv, at han koster det amerikanske samfund millioner af dollars. Fordi ingen vil tro på, at det han fortæller er sandheden.

»Jeg var meget glad for anmeldelsen i New York Times, fordi den påpegede ideen om, at de her mænd på mange måder er blevet en projektion på vores frygt. Der er en FBI-agent, som siger til Slahi, ’din profil ligner på alle måder en top-terrorists’, og da han spørger hvorfor, får han følgende svar: ’du er klog, du taler flere sprog, du har boet mange steder’. Den profil tilhører på mange måder en rigtig talent- og succesfuld immigrant. En der har nogle drømme.«

Guantánamo Diary belyser problematikken omkring profilering af terrorister. Slahi er  intelligent og skarpere end mange af dem, som forhører ham. Det taler bestemt ikke til hans fordel: jo mere han svarer igen, jo mere overbeviste er de i deres sag.   

»Prøv at tænk på alle de positive ting ved Slahis historie. Han bliver født som nummer ni ud af tolv børn, af en kamelhandler fra Mauretanien. Han vinder et legat til at studere, han rejser til Europa, han får job som ingeniør og hjælper sin familie økonomisk, han rejser tilbage til Mauretanien og får et rigtig godt job. Den dag han overgiver sig selv til politiet, har han haft en opgave i præsidentens palads angående et nyt telesystem. På trods af denne succeshistorie, så opfatter vi ham som en trussel. Fordi han er succesfuld?  Fordi han har mange talenter? Der er så mange lag af racisme og frygt i det.«

Mens Slahi har siddet i fangeskab på Guantánamo, har flere fået opgaven at forme en anklage mod ham. En af dem er oberst Morris Davis, som sidenhen har erkendt det vanskelige ved situationen. Larry Siems interviewede ham til magasinet Slate i 2013, hvor Davis udtalte: 

»Han mindede mig om Forrest Gump i den forstand, at der var en masse historisk betydningsfulde begivenheder inden for al-Qaeda og terrorisme, og der var Slahi et eller andet sted i baggrunden… der var en masse røg, men ingen ild« 

Det er det eneste, man - ifølge ham selv - kan klandre Slahi for. At befinde sig i kulissen. Hans veje har krydset flere top-terroristers, og han kæmpede på mujaheedinernes side mod kommunisterne i Afghanistan i starten af 1990’erne. Hvilket på det tidspunkt var på samme side som amerikanerne. Da kommunisterne trak sig ud af Afghanistan, trak Slahi sig ud.

Slahi forklarer hver eneste relation i Guantánamo Diary. Som læser sidder man tilbage med følgende spørgsmål: kan man virkelig være så uheldig?

- Er han i virkeligheden bare en levende Forest Gump? Som igen og igen befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt?

»Selv det er en projektion, for han befinder sig blot på steder! Vi lever i en verden, hvor der mange steder findes folk, der sympatiserer med terrorister. Det er ikke, fordi Slahi har valgt de tre steder i verden, hvor der findes terrorister. Der er tale om et særdeles internationalt kort, og i den forstand var det nærmest lige meget, hvor han var rejst hen, så havde de sagt det samme. Han befandt sig i Tyskland, hvor flykaprerne var, og han krydsede veje med Ramzi bin al-Shibh, og i Montreal kom han i den samme moske som Ahmed Ressam.«

Ramzi bin al-Shibh er en af de hovedmistænkte bag 9/11 angrebet. Ahmed Ressam blev arresteret på grænsen mellem USA og Canada i 1999 med en bil fuld af sprængstoffer og en mission om at bombe lufthavnen i Los Angeles. Da Slahi flyttede til Canada, kom han i den samme moske som Ahmed Ressam, men de to mødte aldrig hinanden, for Ressam forlod Montreal, før Slahi ankom.

- Slahis kones søster er gift med Abu Hafs, som på daværende tidspunkt er en del af Bin Ladens kreds, men som efter 9/11 tager stærk afstand til Bin Laden. Når man læser Slahis redegørelse, så forsøger han faktisk at holde en distance til de folk, som kan forbindes til al-Qaeda, før han bliver anholdt.

»Sådan som jeg ser det, så svarer det til, at man bor i et område domineret af organiseret kriminalitet. Okay, du kender nogen, som er involveret i kriminalitet – måske nogen du har gået i skole med, en fætter etc. – altså man har bekendte, og man ved nogle ting, men det betyder jo ikke, at man selv er involveret,« pointerer Siems og bevæger sig ind på et af de meget betændte områder i hele denne sag.

»Man dømmes på sine handlinger - ikke på antagelser eller tankespind - det er hele fundamentet i vores retssystem. Det er tydeligt, at Slahi ikke har gjort noget forkert. Han er ikke en del af noget plot. I stedet taler folk om ’en potentiel mulighed’, men siden hvornår er vi begyndt at dømme folk efter deres potentiale for at handle forkert? Det er ikke sådan retssystemet fungerer. Det handler om, at vi lader os styre af vores frygt. Vi er bange for, at et eller andet kommer til at ske, så vi forsøger at kontrollere fremtiden. For at forhindre at noget sker? Sådan fungerer det bare ikke, og det virker mod hensigten, fordi man ender med at have et system, som helt åbenlyst er uretfærdigt, og man mister allierede rundt omkring i verden. Efter min mening gør det os intet godt at holde Guantánamo åben, for vi kommer til at stå som et symbol på hykleri.«  

Siems tænker lidt, før han fortsætter.

»Man bliver nød til at stoppe op et øjeblik og tænke ’det her ender galt’. Noget som kommer ud af at have forladt sine egne principper på den måde, kan ikke føre noget godt med sig.«

Hvad gør vi nu?

- Hvordan tror du, at fremtiden kommer til at se tilbage på Guantánamo?

»Det spørgsmål afhænger af, hvad vi gør nu. Vi tog en dum beslutning, og vi har taget mange dumme beslutninger sidenhen. Spørgsmålet er, hvad der sker med et samfund, efter det har gennemgået en periode med ekstreme brud på menneskerettighederne, og hvordan kommer man sig over det?«

- Guantánamo er på mange måder en sort plet på samvittigheden?

»Det er det. Amerikanerne er muligvis blevet holdt i uvidenhed, og de har til dels holdt dem selv i uvidenhed med hensyn til alt det, der omtales i bogen. Resten af verden har kendt til det her i lang tid. Der er folk, der er blevet løsladt fra Guantánamo, som har skrevet om det, og som har udtalt sig til pressen. Det er ikke nogen hemmelighed for resten af verden, hvad det er, der er foregået. Men omverdenen venter på, hvad vi gør ved det. Det er en smertefuld og sund proces at gå igennem. Det, der er fantastisk ved den her bog, er, at Slahi på en måde hjælper os med at tage hul på det.«

Guantánamo Diary er solgt til 22 lande, og det store fokus på bogen har givet Slahis advokater forhåbning om, at han måske kan løslades i 2015.
Pentagons officielle talsmand, Myles Caggins, seneste udtalelser peger ligeledes på muligheden for løsladelse. »Det er muligt, at Slahi kan komme gennem et periodic review board, og føres over til de fanger, som vi kalder ’kvalificeret til overførsel’.« Caggins afslører desuden, at folk højere oppe i systemet har bemærket bogen: »Den er interessant for mange af os i forsvarsafdelingen, som følger Guantánamo, og den er en del af vores lands historie.«  

Larry Siems er enig. 

»Budskabet i den her bog er, at vi ved, at der er en verden fuld af smerte, og en verden fuld af fejl, forkerte beslutninger som vi burde skamme os over. Vi kan ikke længere lade som om, og jeg tror, det er hårdt at åbne den dør. Men Slahi åbner den for os.«