At være ven med Miranda July er som at være ven med en stak post-its

»En af de ting, der gør mig mest vred, er, når folk bruger ordet quirky omkring dig og dit arbejde. Det fylder mig med en varm lava af vrede, som er umulig at beskrive.«

Lena Dunhams udmelding høster straks en klapsalve blandt publikum. Betegnelsen quirky synes at klæbe til Miranda Julys arbejde. Udtrykket rummer en dobbelthed, for det er ikke et kompliment at være finurlig og excentrisk, når man gerne vil tages alvorligt. Ligesom sine mandlige kolleger. July føler sig fejlcastet som den komiske hipster; hendes arbejde rummer en dybde og alvor, som falder uden for det prædikat, omverdenen har tildelt hende.

Debutromanen The First Bad Man er da også for kompleks til, at man kan afskrive den som finurlig eller komisk. Der er ikke meget cute over et voldeligt lesbisk kærlighedsforhold, som er dømt til at gå galt.

»Det er sjovt, men folk har faktisk ikke noget problem med at kalde den quirky eller irriterende – fætter til ordet quirky -  du ved. Så den bold ruller stadig,« fortæller forfatteren fra scenen.

Miranda July er - ligesom veninden Lena Dunham - en af de kvinder, som er elsket af mange, og som mange elsker at hade. Hun er ikke meget for at gå ind i kritikken denne aften. Især ikke foran et hujende publikum i Brooklyns Academy of Music. I det hele taget virker July en anelse sky og reserveret, når det kommer til private spørgsmål. Hun bruger sig selv i alt, hvad hun foretager sig, men der er stadig en distance mellem hendes arbejde og hendes person. Dunhams tærskel er en anden. Girls-forfatteren sætter gerne jeg foran de seksuelle eskapader og intime oplevelser. Som interviewer har hun derfor sat en særlig ramme, der tilbyder July en nødudgang, når noget kommer for nært.

»Hvis ikke du har lyst til at svare, så klistrer jeg bare spørgsmålet fast på dig,« instruerer Dunham, og henviser til stakken med blå post-it sedler. På hver seddel står skrevet et af aftenens spørgsmål. Denne afvigelsesmanøvre bliver kun anvendt én gang, og det er ikke på grund af spørgsmålets karakter. Det skyldes, at Dunham bliver distraheret af en synlig brystvorte, som titter frem under Julys tynde t-shirt. Dunham kan ikke kan gå videre med sine spørgsmål, før hun har dækket brystet med en blå post-it. En gimmick, der er lige dele sjov og plat, men får publikum til at grine med. Det er denne form for ærlige humor, ofte pakket ind i akavede situationer, der kendetegner begge kvinders arbejde.

Et mangfoldigt CV

Miranda July er kendt for sine overspringshandlinger. Hendes projekter er ofte strikket ind i hinanden, og hun var sidst i Brooklyn for tre år siden i forbindelse med bogen It Chooses You (2011). Bogen blev til, fordi July havde svært ved at koncentrere sig om manuskriptet til filmen The Future (2011). Hun læste The Penny Saver – den amerikanske pendant til Den Blå Avis – i stedet. Dette sidespor førte til It Chooses You, hvor hun besøger personer, der har ting til salg i avisen. Et koncept, der muligvis har inspireret Anders Lund Madsen til DR programmet Diverse meddelelser. Hun har desuden lavet videoen A Handy Tip for the Easily Distracted (2011): en fem trins guide til at gøre sig fri fra det, der forstyrrer produktiviteten. Lena Dunham afslører, at det »at være veninde med Miranda July er som at være veninde med en million post-its.« Der er hele tiden ting, der skal følges op på.

Debutromanen The First Bad Man har været flere år – og flere sidespring – undervejs. Mens July har skrevet på bogen, har hun udgivet appen Somebody i samarbejde med modehuset Miu Miu, designet en taske for Welcome Companions, redigeret email-projektet We Think Alone (som blandt andet inkluderer Kirsten Dunst, Lena Dunham og den danske kunster Danh Vo). Desuden er hun blevet mor. Trods et omfattende CV er The First Bad Man den fyrreårige Julys første roman.

»Har du altid haft en drøm om at skrive en roman?« spørger Dunham.

»Mine forældre har et mindre forlag, så de eneste mennesker, vi respekterede, var forfattere.« Miranda July høster grin og klapsalver fra publikum. »Så jeg følte nok altid, at jeg skulle skrive en bog på et eller andet tidspunkt, men jeg var bange for at fejle. Derfor lavede jeg andre projekter, film og teater, for så kunne jeg ligesom helgardere mig med, at jeg ikke ’kun’ var forfatter. Desuden lærte jeg en masse af at skrive dialog til andre ting.«

»Mange af de ting, du har skrevet tidligere, kunne have været en roman. Hvordan fandt du frem til at dette skulle være historien til en roman?« fortsætter Dunham.

»Jeg skrev først på et manuskript, som tog udgangspunkt i mit eget liv. Så lavede jeg filmen The Future, hvor der også er mange elementer fra mit eget liv. Jeg er ikke en særlig god skuespiller, så jeg bliver nødt til at spille noget, der ligner mig selv. Men The Future var også hård for mig, fordi der var så mange ligheder med min egen person.«

Efter filmen havde July mistet lysten til at skrive en bog med sig selv som hovedperson. Hun fik i stedet ideen til The First Bad Man, som er bygget op om hovedpersonen Cheryl, en midaldrende kvinde uden sexappeal, som på mange måder er blevet en blind passager i sit eget liv. Hun har indordnet hverdagen efter et særligt system, der minimerer rod og forstyrrende elementer:

Like a rich person, I live with a full-time servant who keeps everything in order – and because the servant is me, there’s no invasion of privacy. At its best, my system gives me a smoother living experience. My days become dreamlike, no edges anywhere, none of the snags and snafus that life is so famous for.  

de har faktisk lavet et Portlandia afsnit om det

Cheryl lever et helt andet liv i tanken, end i virkeligheden. Hun fantaserer om den noget ældre Phillip, som sidder i bestyrelsen i firmaet Open Palm, som hun arbejder for. Et firma der sælger selvforsvar til kvinder. Hendes følelsesmæssige afstumpethed gør det svært for hende at være omkring sine kolleger, og hun arbejder for det meste hjemmefra. Cheryls orden bliver forstyrret, da hun af omveje får påduttet at huse den 20-årige Glee, datter af de to chefer for Open Palm. Glee invaderer Cheryls hjem, men hun invaderer også Cheryls krop og tanker. De to kvinder indgår i en relation, der på mange måder virker langt ude, men i Julys beskrivelse fremstår ganske plausibel.

»Jeg har sådan et billede af at Cheryl, det er dig med paryk på,« konstaterer Dunham. »Jeg ved godt, at det ikke er det, du ønsker, men hvordan opstod inspirationen til Cheryl?«

July afslører tøvende, at Cheryl er baseret på en erotisk oplevelse, hun havde for mange år siden under et yoga-ophold på den amerikanske vestkyst. Oplevelse er måske for meget sagt, for episoden eksisterede kun i forfatterens fantasi. Al samtale og omgang med de andre deltagere var forbudt, men July fornemmede en særlig energi mellem hende og en middelaldrene kvinde med et mandhaftigt udseende. July var overbevist om, at de to skulle forløse den seksuelle energi, når opholdet var slut. »Jeg ville ligesom gerne have hendes fingre oppe i mig,« udtaler July bramfrit. Kulminationen udebliver, da kvinden bliver hentet af sin mand efter opholdet er afsluttet, sandsynligvis har hun aldrig skænket Miranda July en tanke. Episoden – som forblev ren indbildning  - har tjent sit formål i den kreative proces.

»Jeg vil gerne tilstå noget,« proklamerer July, før publikum er færdige med at grine.

»Jeg fortalte Carrie Brownstein historien, og de har faktisk lavet et Portlandia afsnit om det.«

Carrie Brownstein er forgangskvinden for den kritikerroste serie Portlandia og medlem af det netop gendannede band Sleater-Kinney. Desuden er hun del af Miranda Julys prominente netværk, og July har endda spillet med i et afsnit af den populære serie.

En privilegeret pris

July fortæller publikum, at hun læste Chase Novaks bog Breed (2012), mens hun arbejdede på manuskriptet til The First Bad Man. En horror-agtig fortælling i stil med Rosemary’s Baby. Bogen havde det formål at lære July, hvad det vil sige at skabe et plot. Noget der ikke har optaget hende tidligere. Hendes værker er præget af en interesse for relationer, gerne de mere bizarre af slagsen. I hendes novellesamling No One Belongs Here More Than You (2007) driver personerne mere eller mindre eksistensløse rundt i forsøget på at finde en (besynderlig) plads i verden. Hendes film er heller ikke præget af fremdrift, men snarere dialog, absurditeter (som en talende kat) og aparte situationer. Det er karakteristisk for July, at hun ikke beskæftiger sig med sine karakterers baggrund. Hvorfor de er endt, som de er, synes at være mindre interessant for hende.

»Har dine forældre læst bogen?« spørger Dunham, hvis familie i høj grad er trådt frem i rampelyset sammen med deres datter.

»Min mor elskede den,« konstaterer July. »Men jeg har ikke hørt noget fra min far endnu.«

»Du og jeg er begge vokset op med forældre, som værdsætter ærlighed højere end kærlighed og støtte,« joker Dunham.

De to kvinder kommer fra hjem med kulturel kapital. Det er nemt at anklage dem for at have haft et forspring i den kreative verden. Det er også nemt at beskylde dem for at være selvcentrerede. Men den kritik er for ensidig og letkøbt. Både Dunham og July portrætterer det miljø, de færdes i. Et miljø som tilhører børn af den privilegerede øvre middelklasse. Især er det lykkedes for Dunham at tegne et billede af sin generation med tv-serien Girls. En generation hun er kommet til at stå på mål for, for med ærligheden følger en sårbarhed. Hun kom især i modvind efter udgivelsen af selvbiografien Not That Kind of Girl, hvor hun blev beskyldt for et seksuelt overgreb på sin søster. En chokerende anklage, der krævede en større parering  af den 28-årige neurotiker. 

»Jeg kan aldrig gætte mig til, hvad der støder eller forvirrer folk,« indleder Dunham sit næste spørgsmål. »Nu giver jeg dig en chance for at komme med et bud på, hvad du tror, folk kan blive stødt over i din bog?«

I The First Bad Man står det voldelige seksuelle forhold mellem to kvinder i skudlinjen for et par puritanske pile. Desuden har en af bogens ældre mandlige karakterer et forhold til en 19-årig pige.

»Man ved, at der nok skal være et eller andet,« indleder July. »Jeg er lidt bekymret for, hvad folk med forstand på adoption, siger til bogen.« Adoption bringes på banen, da Glee bliver gravid med en ukendt mand. »Jeg lavede noget research. Det vil sige, jeg skrev nogle spørgsmål til en kvinde, som selv havde adopteret, og hun havde aldrig hørt om, at man kunne adoptere fra en hjemmefødsel. Der var nogle detaljer, som ikke holdt stik for hende, og jeg havde det sådan, det går nok,« svarer July.

»Mon ikke der er mange måder at skinde en hest på, når det kommer til adoption?« forsikrer Dunham til stor morskab for salen.

»Post-dig så bekymrer jeg mig om alt, hele tiden. Alt hvad du fejlagtigt er blevet anklaget for, er jeg temmelig sikker på, at jeg har gjort.« Konstaterer July og refererer til den kritik, som veninden har været igennem.  Dunham konkluderer efterfølgende: »Vi er fucked!«

Man knepper ikke kvinden, som en pæn gentleman i cardigan

Feministiske stikpiller

July og Dunham synes meget bevidste om deres roller som kvindelige kunstnere i en mandsdomineret industri. Der er mange faldgruber, når man som kvinde bruger humor og sig selv, samtidig med, at man insisterer på at blive taget alvorligt. Lauren Groff påtalte forskellen i sin anmeldelse af The First Bad Man i New York Times:

»In literary fiction, male writers who use lightness and humor, who spin wildly in the space between one sentence and the next, who push against what’s expected, are described as “wry” or “satirical” or just plain “funny.” Women are bestowed a tiny, glittering bless-her-heart tiara of “whimsy.”«

July har afsløret, at titel og cover til The First Bad Man er en subtil henvisning til debatten. Bogens cover er sort med hvid skrift. Man kan umuligt beskylde den for at være finurlig, dekorativ eller tøset. »Jeg kunne godt lide, at det virkede som om titlen på en film lavet af en mand, som ville blive nomineret til en Oscar,« har hun udtalt.

Det er Julys mand, instruktøren Mike Mills, der har designet coveret til bogen. På indersiden er der masser af kolorit. Præcis som med Julys karakterer, hvis ydre sjældent afslører det indre.

»Der er et sted i bogen, hvor Cheryl skifter til en slags hyper-maskulin seksualitet,« indleder Dunham sit næste spørgsmål og tager således hul på bogens utraditionelle seksuelle rollefordeling. »Jeg fandt det super intenst og udfordrende at læse, og jeg tænker på, hvordan det var for dig at skrive?«

»Ja det, du taler om, er den situation, hvor man som heteroseksuel kvinde fantaserer om et heteroseksuelt par, som har sex, men hvor man er manden, der knepper kvinden,« uddyber July, hvorefter Dunham følger op på tråden.    

»Man er manden, der knepper kvinden, og man knepper kvinden på samme måde, som mænd i pornofilm… Man knepper ikke kvinden, som en pæn gentleman i cardigan.«

»Man tager alt det, som er blevet solgt til én, men man er tilfældigvis i den forkerte rolle. Det er sådan, jeg har det med det, tror jeg. Det er min opfattelse, at alle ser det samme… Vi bliver solgt den samme forestilling om sex, og jeg tror ikke, at vores psyke nødvendigvis skelner så meget mellem kønnene. Jeg synes generelt, at kvinden er den sexede – hende man gerne vil have. Så hvis man ser på det på den måde, så er sex, at knalde damer. Der er ikke nogen anden form for sex,« meddeler July.  

»Og den person, som oplever al nydelsen, som får love til at have ’tingen’, det er manden,« siger Dunham.

»Ja, så det er den rolle, man gerne vil være i,« bemærker July, og det er denne forestilling om det maskuline blik, som forfatteren har udfordret i romanen.    

»Ud fra et feministisk perspektiv kunne jeg godt lide, at man her fik historien om to kvinder, som indgår i et voldeligt forhold, men på deres egne præmisser. Tænkte du på, at bogen havde en politisk agenda, da du skrev den?«

»Nej, det var først og fremmest en intuitiv proces,« svarer July, men hun ved også, at der  »helt sikkert er nogle, der har en mening om det.«

Følelser omkring moderrollen fylder også en del i The First Bad Man. Cheryl har en underlig fiksering omkring en baby fra sin fortid, som hun har navngivet Kubelko Bondy, og da Glee bliver gravid, går bogen dybere ind i moderrollen. July fødte selv en søn, mens hun skrev bogen, men hun havde et ambivalent forhold til moderrollen.

»Jeg har aldrig længtes efter at blive mor, ligesom mange andre omkring mig,« fortæller hun. Der var »mange ting ved moderrollen, som frastødte mig«. Julys beskrivelser af graviditet er underholdende, og afspejler denne ambivalens. The First Bad Man giver et bud på, hvordan man kan være nogens mor uden en kernefamilie.

Er vi stadig venner?

Det er Julys styrke, at hun skriver uden for normen. Hendes karakterer er bevidste om, hvad der er moralsk forsvarligt, og de bestræber sig på at være ’normale’. Det er det, Cheryls system er bygget op omkring. Ønsket om at være ordinær. At passe ind. Langsomt skrider det hele fra hinanden, og det er i denne eskalering, komikken opstår. Når personerne forsøger at overbevise sig selv om, at deres handlinger er helt almindelige, mens de allerede balancerer sig på kanten. 

»Er vi stadig venner?« spørger Dunham flere gange i løbet af aftenen. Nervøs for, om hun har afsløret for meget fra venskabets private skuffe.

»Inden vi gik på scenen, sagde jeg til Lena, at det var helt okay, at hun svarede på spørgsmål om Girls,« siger July til sidst. Forfatteren er overrasket over, at alle spørgsmål fra publikum er rettet mod hende. Dunham er »svær at overse«, afslutter hun. Det har hun ret i, men bagsiden af Dunhams store eksponering er også til at få øje på denne aften, hvor køen til signering af The First Bad Man slænger sig hele vejen rundt om blokken.